Københavns Jernbane Orkester af 1921 90 års jubilæum's-fest d.29.Oktober 2011

 

 

 

Her er vores næstformands tale til festen, der blev afholdt om aftenen efter jubilæumskoncerten - altså en sent-om-aftenen-tale :

Tale af Jesper Gotha Andersen, trombonespiller i KJO.

Kære KJO medlemmer og jer andre, som er med til at fejre Københavns Jernbane Orkester's 90 års jubilæum her på Allegade 10 i aften.

Normalt er min ytringsfrihed som næstformand jo yderst begrænset; idet min eneste pligt og rettighed som bekendt kun er, at jeg skal udbringe ”en skål” når formanden ikke er til stede. Det er såmænd ikke for at skulle fejre en sådan sjælden begivenhed, men for at støtte Sofus, som jeg senere vil komme ind på.

Jeg vil gå lidt udover denne begrænsning i aften, vel vidende at vor formand John i aller højeste grad er til stede, og så må jeg evt. tage skideballen efterfølgende.

K.J.O. har jo gennemgået en kæmpeforvandling igennem de halvfems år, som vi har virket i såvel Danmark som udlandet.

 

Jeg har selv deltaget i næsten halvdelen af orkesterets levetid og mangler nu kun at beherske ganske få fortegn, førend jeg på forsvarlig vis også kan deltage i ”Acht Klangstudien”, som jeg glæder mig rigtig meget til.  Alle ved jo, at det kun er Terkel, som har været med fra begyndelsen, så vi har alle meget at leve op til. Han har spillet med på Klangstudierne længe før disse blev komponeret.

Tillad mig, at gå lidt tilbage i K.J.O.´s historie ved at læse op fra en tidligere beskrivelse af, hvordan en ganske almindelig prøveaften foregik i 1970´erne i Den Store Kantine få hundrede meter fra vores nuværende øvelokale.

 

Denne kantine var forsynet med fuld kælder, som i øvrigt blev brugt som skydebane, ja rigtigt, skydebane for DJIF medlemmer.

 

Det siger sig selv, at det ofte var med livet som indsats, at møde op til øveaftenerne om mandagen, hvis kantinebestyreren Arne havde kludret lidt med aktiviteterne for kantinen i hans såkaldte kalender, som bestod af den våde side af sølvpapirkapslen på en af de brune mælkeflasker, som man brugte dengang.

Det skal lige siges, at disse kapsler i øvrigt var genstand for stor samlermani blandt brugerne af kantinen, da der kun blev tilført ganske få flasker mælk om måneden.

 

Nå tilbage til helvfjerdsernes såkaldte øveaftener:

Hver mandag aften stiller de førstankomne medlemmer stole op til orkesterprøve i vort øvelokale på Centralværkstedernes område på Otto Bussesvej i nærheden af København.

Øvelokalet er nøje valgt, da det ligger så langt fra offentliglige transportmidler, så ægtefællen med eventuelle børn ikke kan nå frem og kræve, at man kommer med hjem og deltager i en normal families aktiviteter om aftenen.

 

Kantinebestyreren har en gang for alle besluttet med sig selv, at han kun gider sætte 4 kasser øl ud i kølerummet til KJO øveaftener. Det var næppe med tanke på medlemmernes levertal, at han havde taget denne drastiske beslutning.

 

Nå, når de førstankomne så har stillet stole op til 12 musikere, for at være på den sikre side, henter de så de 4 kasser øl fra kølerummet, og begynder så at drikke disse, og måske er der i løbet af den sidste halve time dukket endnu en musiker op, og så er den første kasse drukket, hvilket giver et overskud til Sofus på kr. 54,30. Sofus er en nedslidt metalelefant, hvor overskuddet kan placeres i snabelen, og ved et let tryk på halen sluger Sofus så gevinsten. Sofus figurerer hvert år i vores regnskaber som tilskudsgiver til vor i øvrigt yderst dubiøse Rejse og Jubilæumsfond, som kun bestyrelsen har rådighed over, og da næsten alle bestyrelsesmedlemmer har børn i konfirmationsalderen, er det begrænset, hvad der står på denne konto, men det giver dog øjeblikkelig en gevinst på kr. 54,30 til Sofus, hvilket da må siges at være ganske godt på så kort tid.

 

Dette bør naturligvis fejres, og gæt selv hvordan?

Ved prøvens start kl 19:30 er der mødt ca. 10 medlemmer og måske dirigenten.

Hvis det sidste er tilfældet begynder denne så småt at opfordre de tilstede-værende ”kunstnere” til at forsøge ”gå – prøven”, hvilket vil sige, at hvert enkelt af de fremmødte medlemmer prøver om de er i stand til at gå. Kan man gå, er der jo ingen grund til at gå endnu, men hvis man ikke kan gå, går man hen og sætter sig på sin plads i orkesterformationen. Dette lykkes ofte for trommerne og tuba-erne, da baren står begest i lokalet. Det kniber lidt mere for fløjterne og dirigenten.

Nu er tiden så stærkt fremskreden, at pausen nærmer sig med raske skridt; men inden man påbegynder denne, når en vis procentdel at pakke instrumenterne ud, og efter at have byttet instrumenter, hvis man ved forrige øveaften er kommet til at pakke et forkert instrument ned i sit etui, starter orkesteret med en opvarmningskoral, som regel: ”Oh, du Güds lam”, i svensk koralharmonisering, og dette nummer har ikke mindre end 17 fermater, og det er jo altid godt at have en sådan at mødes under, hvis man skulle være blevet en smule rytmeblind inden for den sidste times tid.

 

Når så alle er vel fremkommet under sidste fermat, kan det hænde, at der stadig er få minutter tilbage af første afdeling, og dirigenten har flere gange foreslået, at man gjorde klar til næste nummer, min i de fleste tilfælde mener de medlemmer som stadig kan gå, at de har en forpligtelse overfor deres en smule mere handi-kappede medspillere til at hente nye forsyninger i baren, således at ingen behøver at feinschmeckte, hvilket ofte medfører, at dirigenten opgiver sit gode fortsæt og dømmer pause. Denne dom er aldrig blevet appelleret.

 

Pausen bliver brugt til at støtte føromtalte Sofus, da medlemmerne jo er gode mennesker, der ikke er bange for at bruge et par kroner til et godt formål.

Det skal dog i sandhedens interesse fortælles, at godheden sænkes en smule, når det drejer sig om kassererens indtrængende opfordringer til at betale kontingent.

Der kan også i pausen forekomme hamstringsstemning, som når der bliver udbudt billigt EF smør fra overskudslagrene, da alle jo er 4 – kasse kvoten bevidst.

 

Når nu den alt for korte pause er slut og dirigenten igen forsøger at mobilisere tropperne ved selv at kravle op på dirigentpodiet og fløjte gentagne gange i førstepræmien fra sidstå års bazar, i øvrigt en togfløjte, som et af medlemmerne havde fundet i sin bukselomme ved overgangen til de nye uniformer, og da han alligevel var gået på pension i slutningen af halvfjerdserne, og ærten i fløjten alligevel skulle udskiftes, havde skænket til denne årets enestående begivenhed, så er det tid til at finde toiletterne, som af praktiske årsager er placeret i kælderen inde på selve den føromtalte skydebane.

 

Da, trappebelysningen til kælderen er slukket p.g.a. Sekuritas, som jo som bekendt kun kan finde rundt i mørke, giver det anledning til særlig udvisning af godt kammeratskab ved at hjælpe de mest trængende først på benene efter at de er faldet ned i en klump for enden af trappen. Når dette efter et kvarters tid er udført, og køen foran ”underbiddene” er ved at aftage og de sædvanlige dårlige vittigheder om vore kvinder, der jo som bekendt ikke egner sig til gengivelse på tryk, er blevet fortalt igen, igen, ja så begynder problemet med at finde trappen igen, (jeg skal erindre om, at alt jo stadig foregår i mørke). Alle hjælper jo hinanden i en sådan situation, og i løbet af relativ kort tid finder en af de ”lettede” herrer de nederste trin af kældertrappen og gelejder sine ”medkunstnere” i retning af lyset og den spinkle lyd af dirigentens efterhånden hysteriske pust i førstepræmien fra sidste års bazar. Alle er jo stadig 4 – kasse kvoten bevidst, og må sikre sig, at de hamstrede genstande under stolen ikke skal føle sig alt for ensomme.

 

Når orkesteret så er ”spilleklar” igen, og dirigenten har lagt fløjten, som nu endnu mere trænger til en ny ært, og har løftet pinden til ”Ouverturen til Filmen af samme Navn”, ja så er det tid til at udveksle erfaringer med sidemanden om den forgangne uges genvordigheder med konen og mangel på regelmæssige øl, hvilket ofte irriterer dirigenten, således at denne hæver sin røst og udstøder rallende lyde og forlanger ”fuldstændig tystnad” (det er svensk og betyder: Hold Kæft). Tidspunktet er ikke velvalgt fra dirigentens side til irettesættelser, så kort tid før man skal til at nyde sin ”gå-hjem-bajer”. Vel?

 

(Selvsamme dirigent har i en fortrolig samtale på ”Pinden” i Rewentlovsgade betroet sig til et af vore medlemmer, som var ædru nok til at blive lukket ind på denne hæderkronede beværtning, at han hjemme i sin lejlighed har anskaffet sig et arkvarium med ca. 30 guldfisk, fordi at han finder en indre ro ved at se på levende skabninger, som kan åbne munden uden at støje som et harmoniorkester, som jo altid udstøder mærkelige ukontrollerede lyde i diverse blæseinstrumenter).

 

Ja, ja! Sådan foregik det de første tyve år af mit medlemskab af KJO.

De efterfølgende tyve år indtil dato, har bestemt heller ikke været kedelige.

 

Jeg startede oprindelig med at spille trompet, og jeg har et ”tomrum”, hvor jeg ikke aner, hvordan jeg er kommet over på trækbasun, og jeg har stadig ikke fundet ”knapperne” på dette ellers fremragende instrument.

 

Hvis nogen af jer finder det ulejligheden værd at åbne jeres instrumentkasser og finder min trompet, så skal det ikke skorte på en mindre erkendtlighed.

 

Hvis I ved samme lejlighed ”falder over min farmor, Astrid Andersen” bliver jeg rigtig glad!

 

Ja, det er blevet mere ædru tider, og jeg er måske også blevet en smule ældre, i hvert fald ældre end Terkel nu; men jeg fyldes med vellyst hver mandag, når jeg tager afsked med min familie for at være sammen med jer, og jeg har da også intentioner om, hvis I ikke finder min trompet, at lære nogle fortegn på trækbasunen. (Det er mest krydserne og b´erne det kniber med). Jeg er matematiker og forstår så udmærket kvintcirklen, men jeg mener stadig at musikere har bedre af en god trekant end en ond cirkel, hvis man ser sådan lidt firkantet på det.

 

Som sagt har Københavns Jernbane Orkester i den grad præget mit liv siden teen-ageårene, så må det være mit privilligium her og nu som næstformand, at foreslå en skål for KJO og bede jer alle rejse jer, hvis I kan, og udbringe en skål for KJO, og mærk jer i øvrigt de vise ord om at: ”Hverken gods eller guld kan gøre bager til slagter”, og husk for alt i verden at: ”Man må aldrig drikke på tom hjerne”!

 

K.J.O. længe leve

SKÅL !!!!!!!!!!

 ---o0o---

Jesper Gotha Andersen