Europæisk Jernbanemusik - stævne

i Mannheim, Tyskland Juni 2007

 

 

 

FISAIC (organisation for europæiske jernbaner's fritidsforeninger)  

har netop afholdt det 16. orkesterstævne i Mannheim i det sydlige Tyskland

Her er en almindelig deltagers beretning om turen :

KJO har deltaget i det 16. Internationale FISAIC Musik Stævne i Mannheim 14-17 juni 2007

Endelig et musikstævne i en stationsby. Ikke noget med fly og overvægt, eller en lummer bus.

Vi kørte afsted med toget torsdag aften fra København og omtrent lige til dørs til hotellet, hvor vi skulle bo i de næste tre hektiske dage. Udturen forløb vel mere eller mindre planmæssig. Træblæserne havde hjemmefra aftalt hvad de hver især skulle have med, så de diskede op med et større vin- & ostebord i deres kupe. De delte relativt gavmildt ud, men der er dog visse begrænsninger på, hvor mange der kan være i den lille bette kupe.

Inde hos os havde vi såmænd bare noget slik og så en masse bajere. Det er også helt efter planen ! Men snart var grænserne for hvor mange der egentligt kan sidde i en lille kupe langt overskredet ! Vi sad mindst ti personer - og der blev fortalt sjove historier og sunget (underlige) sange til langt ud på de små timer – længe efter at træ’et var kravlet til køjs. Men det var sådan set også efter planen, for vi skulle slet ikke spille næste dag, fredag.

Vel ankommet til Mannheim station blev vi gelejdet op i personalekantinen, hvor der var et dejligt morgenbord. Lækkert. Men vi skulle spise hurtigt, for der ville komme en bus og køre os på sightseeing. Uden at nævne navne, men Maja skulle lige have en jakke i sin kuffert, så hele banegården blev mere eller mindre totalt blokeret, mens jakken, som åbenbart lå allernederstnede i den uhyggeligt tætpakkede kuffert, blev fumlet frem. Jakke til en bustur - de træblæsere er altså underlige !

Nu stod vi så forventningsfulde lige udenfor banegården og ventede på bussen. Men her kom vi til at stå temmelig længe. Det føltes som flere timer, men måske gik der kun to – og så endelig kom bussen. Men den var fuld af folk. Der var faktisk ikke plads til os og alt vores habengut. Hele det østrigske orkester med al deres habengut fyldte bussen næsten helt op. Vi fik dog bakset os ind, og så gik det ellers afsted - til vores hotel lige rundt om hjørnet (vi kunne være spadseret derover på fem minutter). Her blev læsset alt det af, der stod i mellemgangen eller på sæderne, og så afsted på udflugt.

Ankomst :

Det var meningen, at vi skulle bo på et fint stort hotel lige uden for indgangen til Luisen-parken, hvor hele musikstævnet skulle foregå. Samtlige musikere. Men hotellet var desværre gået rabundus lige inden, og var nu under ombygning af de nye ejere. Det har været en kæmpe streg i regningen for arrangørerne, og vi måtte køre en del i både bus og sporvogn til og fra vores hotel, som nu lå et godt stykke vej fra parken.

Fredag formiddag - udflugt

Nå, vi skulle jo på sightseeing. Så kørte vi afsted igen - til en mindre flække, hvor der var frokost. I lange køer !!! Alle deltagerne var samlet der, så der var sort af mennesker. Især ved mad- og drikke boderne, naturligvis. Men det var dejligt at sidde i solen og nyde forsyningerne, mens flere grupper begyndte at spille, mens de selv sad rundt om de små borde og spiste. Joh, der var en festlig stemning.

Så kom der pludselig en byge, og øllet blev fortyndet ! Men den holdt heldigvis hurtigt op igen. De var iøvrigt ikke karrige med serveringen. Vinen var f.eks. i ½-liters glas, så vi blev ret hurtigt i rigtig godt humør.

Enkelte blev lidt trætte af at sidde der lige i solen. Se bare Bo's kamp på dette lille filmklip.

 

Fredag aften – kammeratskabsaften

Det var rigtig hyggeligt. Vi fik en fin middag med flere retter, så (næsten) alle blev mætte og glade. Uden at hænge nogen ud, så var der vist en enkelt, som var på den berømte/berygtede Salat-&-Cola-kur. Der blev levnet en hel del. Og en anden var udstyret med en vis allergi. Æg skulle efter sigende være livsfarligt, så resten af stævnet måtte vi sikre os – ”En cola – UDEN æg, tak !” Det hele blev dog vanskeliggjort af, at tilsyneladende ingen af serveringspersonalet kunne eet eneste ord dansk. Det er bare for dårligt, sådan et internationalt sted !

Men som skrevet – det var nu hyggeligt. Vi var godt nok sat ved separate borde for hvert orkester, så den helt store kammerateri var der ikke lige anledning til. Men vi fik dog et rørende gensyn med vores venner fra Münchens jazzband, som vi havde mødt for bare fire år siden til FISAIC-stævnet i Budapest.

Og underholdning var der også. Det norske orkester fra Oslo var i hopla. De spillede i flere timer, og der var gang i dem. F.eks. dansede trommeslagerne med hinanden, når der lige var en lille pause i deres noder. Vi har mødt dem et par gange før, og de er stadig fornyende og opfindsomme. ”Det skal ikke bare være en (god) koncert – det skal også være en oplevelse for øjet !” Sådan må deres motto bestemt være. Underholdende var det i hvert fald.

 

Lørdag formiddag

Frokost - to pølser og en bolle !

Det var en lidt anderledes menu, end vi havde forventet. Nå, det var jo et musikstævne – ikke et gourmetmøde.

Imellem koncerterne

Luisenpark i Mannheim, hvor det hele foregik, er en fantastisk oplevelse. Noget i retning af en kæmpe park/zoo/botanisk have, med pavilloner og store områder med rekreative formål. Også en langstrakt sø med små både, hvor vi sejlede rundt og kiggede på det ufatteligt rige dyre- og planteliv.

Fiskene i søen kunne fanges med hænderne, hvis vi ville. De var mange, og lå lige i vandoverfladen med deres åbne munde. De var sikkert vant til at blive fodret af turisterne. Og der var masser af turister. Også de lokale. Et dejligt åndehul i en stor by.

Aftenens koncert

Lørdag aftens maraton-koncert, hvor alle spiller for hinanden, gik hen og blev lidt af en gyser. Vi skulle spille som nr 2, men allerede det første orkester var ved at overskride tiden ret kraftigt. og når man kiggede på de programmer, der var indmeldt fra de forskellige orkestre, så stod det klart for stævneledelsen, at tiden ville skride ganske voldsomt, hvis man ikke gjorde noget. Og det gjorde de så. Vi fik besked på at korte vores program ned med eet nummer (ud af 5), men vi valgte nu i stedet at erstatte et lidt langt nummer (udenlandsk) med et kortere (dansk) nummer. Det tyske orkester, der spillede som nummer 1, blev direkte afbrudt, så de ikke kom til at spille alle deres planlagte numre. Og de efterfølgende orkestre blev også bedt om at korte deres afdelinger ned. Alt var kaos, men det gik nu alligevel. Og vi kunne slutte nogenlunde planmæssigt inden midnat, hvor etablissementet lukkede.

Vores del af koncerten gik fint. (mindst ni med pil op – vælg selv om det er efter den nye eller den gamle skala !), og vores konferencier klarede opgaven til UG. (nok mest fordi jeg fik besked på at gøre det kort, og det gjorde jeg så. På flydende kaudervælsk, som blev opfattet som en slags tysk af tilhørerne. Jeg forsøgte mig endda med et par morsomheder, og sandelig næsten hele salen grinede!)

En ros

Ofte er disse stævnekoncerter, hvor alle spiller for hinanden, svære at holde styr på. De er lange, fordi der er mange deltagende orkestre. Det er så tit oplevet, at tilhørerne går til og fra koncerten, og salen man spiller for er halvtom. Det forstyrrer og mange hører ikke ret meget af den musik, som vi jo allesammen har gjort os så meget umage med, for netop at spille for andre musikglade mennesker. (Men det skaber selvfølgelig god omsætning i baren !)

Men her var planen anderledes. Orkestrene var opdelt i to grupper. Den ene gruppe skulle spille første halvdel af koncerten, mens den anden halvdel spiste middagsmåltidet. Og vice versa. Dermed var alle mere eller mindre tvunget til at høre alle andre orkestres koncerter. Det var faktisk ikke så ringe en ide. Også selv om selve spisningen naturligvis ikke var komplet lydløs – men alligevel, det er nu sjovest at spille for en fyldt sal.

 

Lørdag aften/nat

Jeg tror at vi har købt et værtshus ! Så mange penge vi lagde på disken, så må vi bestemt være de nye ejere !!!

Der lå en irsk pub lige overfor vores hotel. Sådan noget kan vi aldrig stå for. Og der var godt gang i den. Bartenderne kunne næsten ikke følge med, så det var bare om at bestille de våde varer i  store glas ! Det var en rigtig velforsynet bar med masser af forskellige mærker at vælge imellem. Så det tog jo nogen tid.

Aftenen sluttede nogenlunde planmæssigt - på tidspunkt midt om natten....

 

Søndagens koncert :

Vi skulle spille kl. 11 foran et stort botanikhus. Der var ikke så meget plads, men vi kunne da lige klemme os ind, der hvor stien slog en bugt, og så sad vi så lige i solen. Det var en ret varm koncert. Hurtigt fik vi lov til at smide jakkerne. (men kun det !) og det hjalp da lidt. Den times koncert var så lang og varm, at det forlyder at enkelte af musikerne drak vand undervejs ! Men det er nok bare løse rygter og avissladder.

Nu har jeg jo skrevet lidt om forplejningen, og så skal søndagens frokost bestemt have et par ord med på vejen. Vi skulle have suppe. Der var lidt forskelligt – bl.a. en lækker gulash suppe, så det var faktisk rigtig dejligt. Men suppen blev ikke serveret i dybe tallerkner. Næh, den var i et stort brød - udhulet og fyldt med suppe ! "Spis bare servicet bagefter...." Hvordan de har kunnet lave det – og så til alle de mange hundrede musikere, uden at eet eneste stykke brød sprang læk – det var fantastisk.

Hjem fra Luisenpark :

Det var jo søndag og hjemrejsedag, så meldingerne gik på at vi skulle afsted lige efter frokost. Men det var jo så dejligt vejr og den skønne park kunne vel nydes lidt længere. Vores tog gik først flere timer senere. Det fik vi så lov til. Der var også dejligt i parken, og mange ting at se på. Selv fandt jeg et skyggefuldt sted i en liggestol, hvor jeg i ro og mag kunne studere øjenlågene indefra. Med lyden fra søens sagte skvulpen af vand – OG SÅ DE IRRITERENDE UNGERS LARMENDE LEG. Nå ja, parken er jo også for byens borgere – selv dem med børn.

De lidt forskellige meldinger om afgangen gik selvfølgelig i fisk. Da vi alle sad i bussen klar til hjemturen – manglede der een. Det var kun tilbage til hotellet, hvor der så ventede en byvandring, middag og derefter togturen hjem. Så det var ikke så kritisk, og vi mente, at Mona sagtens kunne begå sig på tysk. (Det ville være helt anderledes hvis det var Lissie, som var væk. For hun gør sig ikke på udenlandsk. Så skulle alle andre i Europa lære sig dansk, hvis hun var blevet væk. UHA !)

 

Rundtur i byen

Den by er altså mærkelig !!!

Hele bymidten er gaderne lagt fuldstændigt som et ternet stykke papir. Helt i amerikansk stil. Og ikke nok med det. De havde slet ingen navne ! Det var blokkene, som havde navne. Eller navne er måske så meget sagt. Hotellets adresse var f.eks. L12, 15-16. Altså blok L12, opgang nr. 15-16. Nabo blokken hed L11 eller K12 osv...

Middag

Det lykkedes os dog at finde rundt ved hjælp af vores guide, og til sidst fandt vi en fin restaurant inde midt inde i alle blokkene. Vores kasserer må have været rigtig rigtig træt på dette tidspunkt af turen, for hun kom til at sige, at middagen var på orkesterets regning. Sikke en fest.

Hjemturen

Hjemturen til DK gik en anelse u-planlagt, for nogle i orkesteret gik og knurrede lidt ad hinanden. Men det var jo også en meget træt forsamling, så f.eks. "fremmed" bagage på ens bagagevogn, eller andre ’forbrydelser’ kan selvfølgelig godt sætte sindene i kog. Og det gjorde de altså hos et par stykker. Jeg selv måtte faktisk ofte en nyindkøbt og dejlig iskold øl for at berolige en kollega. Han var helt oppe og ringe. Han blev så kølet lidt ned. Da så toget var sat igang, spurgte jeg - forsigtigt - hvad han havde handlet ind af gaver til familien på banegården (som var de eneste åbne butikker i et ellers totalt søndags-lukket Tyskland). Han havde købt nogle meget flotte the-krus med indvendigt the-filter - alt i det fineste porcelæn med den flotteste dekoration og bemaling man kan tænke sig. Fint gammelt kinesisk porcelæn – gå hjem og læg sig ! Desværre må han have svinget lidt rigeligt med posen, for de var næsten alle sammen gået i stykker ! Ak ja. Men det er jo heldigvis tanken, der tæller.

Snart var vi godt på vej. Kupeen blev lavet om til sove/liggekupe, og ’kort efter’ var vi tilbage i Danmark. På hovedbanegaarden, hvor vi jo så tit mødes og spiller koncerter i alle anledninger, skulle vi lige ønske god sommerferie til hinanden, og så gik der ikke mange sekunder, så var vi splittet væk fra hinanden og forsvundet ud i den danske sommer.

 ---o0o---

Lars Christoffersen