Orkester-rejse til Berlin

oktober 1997

Der var to gode begrundelser til at rejse - først og fremmest var bestyrelsen i krise fordi generalforsamlingen og forhåbningerne om genvalg var på trapperne. Og dernæst havde vi faktisk lige på det tidspunkt mange penge i kassen. Vi havde nok trukket en hel del på medlemmernes fritid i løbet af foråret for at spille de mange penge ind, så lidt afslappende og underholdende (og næsten fuldt betalt) ferie var på sin plads.

Men det skulle ikke blive en problemfri tur !!!

Som trofast jernbaneorkester ville vi naturligvis helst rejse med tog. Men to store problemer var i vejen. Det var langt dyrere end en busrejse fordi frirejser ikke mere uddeles "efter behov". Og så var der den væsentlige mangel, at en togtur ville føre os via Storebæltstunnelen og igennem Jylland til Tyskland - hvad så med vores toldfri indkøb på færgen ??!?!!?

Det var nu også meget bedre, at have en bus til rådighed hele tiden. Så kunne vi også køre rundt på lidt sightseeing m.v.......

Det skulle heller ikke være ren afslapning. Vi er trods alt et orkester, så lidt musik skal der til. Vi skulle altså have arrangeret et par koncerter. Og pludselig viste det sig, at vi ikke var spilleklar ! Der manglede i hvert fald en trompet og en klarinet. (Men det var faktisk forbavsende let at få ekstra deltagere til den meget billige tur !)

Vi fik gode kontakter til det danske turistkontor i Berlin. De havde masser af muligheder for koncert-steder og arrangementer. (Altså så længe der var flere uger til ...) Og desuden fik vi kontakt til fodboldklubben Herta-Berlin, som meget gerne ville have musik til lørdagens kamp. Der var altså meget gode udsigter - et par uger før.

Da vi var på vej i bussen blev formanden ringet op på mobilen. Spændende ? Men ak, det var fra fodboldklubben. Der havde været rive-gilde og hele bestyrelsen inklusive pressechefen, som havde arrangeret os, var blevet fyret pr. aldeles omgående. Klubbens økonomi hang i så tynd en tråd, at de stod umiddelbart for at blive ekskluderet fra den tyske bundesliga, hvis der ikke skete noget meget drastisk. Og det gjorde der jo, da de aflyste vores koncert.

((Heldigvis vandt de lørdagens kamp, så tilskuertallet steg og økonomien blev reddet.))

Det var naturligvis en kedelig besked, så der blev indkøbt temmelig rigeligt "beroligende medicin", af den slags de sælger i den toldfrie butik på færgen. Og snart efter var humør og stemning igen helt på toppen.

Vi havde jo stadigvæk kontakten til turistkontoret, så koncerter skulle det nok blive til.

Jo nærmere vi kom på vejen til Berlin, desto flere muligheder blev udtømt for turistkontoret. Mobiltelefonen glødede hele vejen i bussen og længe efter vores ankomst til hotellet. Til sidst var der kun eet sted tilbage - midt på det store torv udenfor det forholdsvist nye og meeeget store Europa-center. (Men vi havde glemt at ringe til Voldborg, så det høvlede naturligvis ned, da vi lørdag formiddag ville spille koncert på torvet - se nedenfor.)

Ankomsten fredag aften gik i øvrigt fint. Vi spadserede i det lune efterårsvejr til en af de bedre restauranter, hvor vi fik en dejlig middag. Da de fleste var spadseret tilbage til hotellet igen - mange med indlagte pit-stops på lokale, charmerende seværdigheder (Bierstuben hed de vist) - var der kun meget få danskere tilbage i restauranten. Og da udtalte Alice de historiske ord : "Jamen jeg har da ingen penge. Vi har jo ikke haft tid til at veksle !" Tjeneren var åbenbart ikke særligt velbevandret i historiske sætninger, så han følte sig helt udenfor. Heldigvis er der flere gentlemen i vores orkester, så Alice slap med skrækken (Kokken måtte altså selv vaske op). Hjemturen til hotellet gik dog med lidt flere pit-stops end planlagt.

Dagen efter - lørdag - ville vi som sagt spille koncert. Vi startede dagen med en prøve på hotellet. Gad vide, hvad de øvrige gæster har tænkt ? Det var i øvrigt en utrolig positiv oplevelse at holde prøve på den måde. Vi vidste, at alle også ville være der til selve koncerten (noget som ikke altid er tilfældet hjemme i Danmark !), og man var meget mere opmærksom og "tændt", så vores dirigent kunne næsten ikke kende os igen.

Inden vi skulle afsted og spille koncert var der en kort pause. Den blev brugt til at besøge endnu en kendt og berømt seværdighed - lige overfor hotellet. Så vi kom ihvert fald ikke til at tørste under busturen til koncertstedet. Men hvor var det nu, det skulle være ...... ?

Turistkontoret havde faktisk ikke andre forslag end dér på torvet, hvor regnen væltede ned.

Vi ville altså spille, også selv om fodboldklubben var gået helt fallit. Vi sendte bestyrelsen ud i regnen, for de måtte naturligvis gå forrest, og så var de jo også snart på valg. De prøvede inde i Europacenteret, men det var ganz forbudtz ! For tænk hvis de mange handlende holdt en pause i deres indkøb. Nein, geths nicht !!! Udenfor var vi derimod velkommen til at spille (så kunne vi ganske gratis lokke flere ind i centeret - måske). Det endte med, at de faktisk fandt et egnet sted ude på torvet i nærheden af centeret, under et stort tagudhæng. Og der var faktisk en hel del forbipasserende. Det var nok det bedste sted, vi kunne finde, omstændighederne taget i betragtning.

Da vi stillede op, begyndte folk at stimle sammen, og under koncerten havde vi faktisk så mange tilhørere, så vi en kort overgang (meget kort) blev helt bekymrede for, hvordan handelen gik inde i centeret. Men det var en rigtig god koncert, så både forretningscenter og fodboldtilskuere var dermed gået glip af et meget stor musikalsk oplevelse.

Efter koncerten kørte vi på sightseeing (altså de lidt mere kendte seværdigheder, end den foregående aften). Vi så bl.a. at Berlin var een stor byggeplads. Der var kraner og stilladser alle vegne. Vi kørte også ud til det gamle Potsdam, dér hvor freds-konferencen efter 2. verdenskrig har fundet sted. Selve stedet var fascinerende. Cecilienhof hedder det. Det lignede et gammelt landsted fra 1500 tallet, med alle samlinger udført i træbolte. Der var ikke anvendt søm eller skruer. Men på et skilt stod, at gården var fra 1917. Så var den godt nok forfalden; men alligevel imponerende med alt det træværk og udskæringer og gesvejsninger.

Regnen var holdt op, så vi fik også set det imponerende haveanlæg. Her var træer og buske klippet og beskåret meget kunstfærdigt, og hele stedet var i det hele taget meget smukt og fascinerende.

Vi kørte igennem det nærmeste område, hvor der lå det ene pragtfulde kæmpepalæ ved siden af det andet. Lige så langt øjet rakte - ja det vil sige, at man kunne jo ikke se dem alle sammen, så store var de - allesammen. Det mærkelige var, at omtrent hvert andet hus var stærkt forfaldent, og hvert andet helt tip top istandsat. Mærkeligt !

Det fik vi dog forklaringen på . Under krigen boede der mange jøder i de gamle palæer. Husene blev beslaglagt af tyskerne, som efter krigen har måttet aflevere husene tilbage. Men nu er der tvivl om, hvem der egentligt er de retmæssige ejere til mange af husene, så der verserer en hel del retssager m.v. Derfor er det kun nogle af de flotte bygninger, som er blevet sat ordentligt i stand.

Aftenen blev brugt til en fed fest !

Den blev holdt på et pænt sted i den modsatte bydel i forhold til hotellet. (Det var altså godt, at vi havde vores egen bus med.) Nogle havde pakket så hastigt efter sightseeing, at de havde "glemt" at få instrumenterne tilbage til hotellet. Det blev benyttet, og der blev spillet og danset lige indtil de kom fra etagen ovenpå og ville have nattero ! Det var trods alt et hotel, og folk havde betalt for at sove.

Vi husker også festen på en ganske særlig måde. Vi kunne nemlig få øl i metermål. Ein meter øl - bitte ! Så fik man et bræt på en meters penge med 10-12 øl på. Der var faktisk flere, som med god samvittighed kunne sige, at de kun havde fået een .. øl den aften.

Det var der dog en, som bestemt ikke kunne. Han stod på bussen hjem som en af de første. Og da der var delte meninger om, hvornår en fest bør slutte, så kørte bussen i pendulfart over et par timer den aften / nat. (Det var altså godt, at vi havde vores egen bus med.) Og den stakkels mand sad og sov i bussen på alle turene. Først til allersidst "opdagede" vi ham, så han har helt sikkert fået mere end een .. øl.

På vejen hjem om søndagen lagde vi vejen forbi slottet SansSouci. Et meget turist-overrendt sted. Hvis man da skal regne ud fra antallet af biler og busser på parkeringspladsen. Og vejen op til slottet var overfyldt med boder med snacks, pølser, slik og souvenirs. Men det var altsammen udenfor slottets område, og da slottets park er så gigantisk stor (og utrolig smuk med mange små pavilloner, et forgyldt kinesisk thehus, orangerie og meget andet) så følte vi os på det nærmeste helt alene i de meget smukke omgivelser. Absolut et besøg værd. Også selv om vi ikke kom til at spille dér. Og så er det i virkeligheden bare et sommerhus ! Ganske vist bygget til en stor mand (Frederik den Store i 1745) men alligevel - et sommerhus. Det er nu alligevel lidt tankevækkende.

Resten af hjemturen forløb helt planmæssigt. Og vel ankommet til den danske side af Fehmarnssund begyndte vi på en serie af gribende afskedsseremonier. Vi tog gribende afsked med hinanden lige fra Vordingborg og hele vejen op igennem Sjælland. Ikke fordi vi havde drukket så meget, at vi ikke kunne huske, at vi allerede havde taget afsked for denne gang. Men derimod fordi orkesterets medlemmer er bosat meget spredt - lige fra Haslev i syd og helt op til Frederikssund i nord.

Jo - det var en dejlig tur.

---o0o---

(Efterfølgende kan det oplyses, at hele bestyrelsen opnåede genvalg).