Besøg hos vores venskabs-orkester

BSW Bremen - oktober 1998

 

Anledningen var vort fælles 35-års orkester-venskabsjubilæum.

De to jernbaneorkestre fra København og Bremen mødtes første gang til et arrangement i København i 1963. Snart herefter besøgte orkestrene hinanden næsten hvert eneste år. Efterhånden er det dog blevet knap så hyppigt - men til gengæld måske mere intenst og hyggeligt - også når vi mødes til et stævne ”ude i Europa” et eller andet sted.

Oktober 1998 er det netop 35 år siden den første "kontakt".

Det skulle naturligvis fejres, så KJO tog med glæde imod en invitation til at besøge Bremen - med fuld musik.

En personlig skildring af lidt af det, som orkesterets medlemmer oplevede i Bremen. Cornet-Lars fortæller :

"Jeg startede i KJO længe efter den første kontakt til BSW Bremen Musik. Derfor er der meget, jeg ikke har været med til sammen med Bremerne. Noget er det dog blevet til, og jeg har flere fælles oplevelser – samt også personlige bekendte i det tyske orkester. Bl.a. var jeg med på KJO’s tur til Bremen i 1985, og blev dengang indkvarteret privat hos trommeslager-Klaus. Det er blevet til mange breve og julekort m.v. siden da, så årets tur til Bremen skulle blive et hjerteligt gensyn.

Med hensyn til julekortene er jeg altid kommet for sent i gang, så mine julekort er sjældent nået frem inden jul. Det rådede jeg bod på eet år, hvor jeg i april (!!!) måned sendte et laaaangt og morsomt brev, hvor jeg ønskede Klaus og hans dejlige hustru Christel en rigtig glædelig jul – to gange!!! Så kunne de selv vælge, hvilke år, det skulle gælde for. Det faldt tilsyneladende i god jord, for de svarede på mit brev med glade og hjertelige hilsner. Nu skriver jeg - og sender - alle mine julekort i april-maj måned.

Jeg havde egentligt forventet, at vi ville blive modtaget på Bremen Banegård med pomp og pragt og masser af flag - og afspærringer så tilskurerne blev holdt på afstand - og ikke mindst fejende og festlig musik fra det tyske jernbaneorkester. Men sådan skulle det ikke være. Afspærringer var der nok af, men det var kun fordi hele Bremen Banegård tilsyneladende var een stor byggeplads ! Og lige ved siden af, var der en kæmpe mega stor cirkus-tivoli-festplads. Derfor var der temmeligt langt at slæbe kufferter, instrumentkasser og ”smuglergods” (ak, ja, det var dengang) og meget andet hen til Klaus’ bil. Og de glade tyskere havde altså ikke orket at slæbe deres egne instrumenter gennem bygge-rodet hen til perronen, så musikken måtte vente...

Sidste gang (i 1985) kørte Klaus i en kæmpe BMW (de koster jo ingenting i Tyskland – vel) så jeg var slet ikke urolig for, at vi tre, som skulle indkvarteres hos ham denne gang, vel egentligt havde temmelig omfangsrig bagage. Det hele burde sagtens kunne være i Bimmeren. Men ak, han må åbenbart have haft et mindre anfald af ****, for bilen var skiftet ud med en ultra-mini fransk Renault. Den var rød og så vældig smart ud, men rummelig, det var det altså ikke !!! Vi sad fem personer med kufferter på skødet, og tasker om benene, og der er sikkert stukket noget ud af både vinduerne og bagagerummet. Jeg tror nu nok, at vi må have fået det meste med, for selv den dag i dag savner jeg egentligt ikke noget særligt.

Faktisk skulle vi først have aftensmad. Så vore trængsler med bagagen var slet ikke ’opdaget’ endnu. Maden var en yderst lækker buffet, med både lune retter og lærke, små ”bidder” af varieret indhold. Super ..... !

Den tyske orkesterformand holdt en god (=kort) velkomst-tale, men vores formand så derpå sit snit til at holde en laaaaang ’takke’-tale, som han afsagde på både dansk og tysk. Heldigvis var der på det nærmeste u-udtømmelige beholdninger af både mad og drikke, så det gik lige netop !

Da der var faldet lidt ro over selskabet, var der fire ubehjælpsomme, musik-gale ”dumme-dänen”, som ikke kunne holde sig fra instrumenterne. Og ovenpå en yderst delikat buffet, bød de på noget så ordinært som messing-suppe ! Af uforklarlige årsager lød det egentligt nogenlunde, og det faldt tilsyneladende i god (tysk) jord. Jeg kunne da i hvert fald stadigvæk høre et larmende bifald, mens jeg pakkede min trompet og noderne sammen ude i gangen – bagefter - så helt ringe har det nok ikke været !!!

Arrangementet bød denne gang på en del fritid. Derfor kunne vi sammen med vores værts-familie planlægge og opleve flere ting på egen hånd. Det var faktisk meget rart – i modsætning til andre orkester-rejser, hvor hvert eneste minut (næsten) er planlagt i mindste detalje.

F.eks. var vi med Klaus ude i et mega-stort butikscenter ude i forstaden til Bremen. Det var spændende at gå rundt i de kæmpe store omgivelser. Sjovt at se, hvordan alle butikkerne var enormt meget større, end hjemme. En boghandel på størrelse med Bilka, og en "snusket" døgnkiosk på størrelse med en mellemstor Kvickly.

Det virkede gigantisk, men jeg tror egentligt ikke, at udvalget var så meget større. Der var nok bare lidt flere af hver enkelt ting, at vælge imellem. Og forretningerne var meget større, så der var meeeeget mere plads. Men stort var det i hvert fald. ”Tilfældigvis” var det også det sted, hvor hustruen, Christel arbejder – i en kæmpe tøjforretning – i to etager inde i centeret ! Vi gik rundt i centeret i nogen tid, indtil hun havde fri lørdag eftermiddag, men der var egentligt ikke meget, som vi havde lyst til at købe. (Hvad glæde har ungerne forresten også, hvis man kommer hjem med en tegneserie på tysk ?)

Mens Christel var på arbejde lørdag formiddag, var Klaus og os tre danskere lige en smut inde i centrum. Det var jo fest-optog. Det var næsten som Pinse-karnevalet i København – det ene festlige og flot udklædte optog efter det andet bølgede forbi, lige hvor vi stod. Der blev smidt karameller og meget andet godt ud til de store masser. Vi fik også fat i nogle visit-kort fra fire enormt flotte og sexede piger fra optoget. Det viste sig dog (desværre ville nogle måske sige ???), at der var tale om et drag-show, men vi fik altså billetter med mulighed for gratis adgang til deres show !

Morgenen efter kunne vi se ”SøndagsBerlingeren” (i den lokale udgave) dumpe ind af brevsprækken. Der var et kæmpe billede på forsiden. Det var fra optoget. Og hvem stod og glanede lige dér i forgrunden ? Jo, det var godt nok Klaus og os, som var blevet foreviget. Desværre er både avisen og ikke mindst billedet jo på tysk, så det kan ikke komme med på disse sider. Vi må se at få det ”oversat”.

Et orkester-sammentræf går naturligvis ikke uden en festaften. Der skulle være godt til både gane og ører. Det havde tyskerne alt sammen sørget for. Men vi har jo de dér fire umulige spillemænd, som gerne vil optræde i alle slags sammenhæng. Derfor aftalte vi, at der skulle være lidt dansk underholdningsmusik på et eller andet tidspunkt. Da vi kort forinden havde spillet på torvet, var det faktisk meget enkelt. Man skulle bare lade instrumentet blive i den tyske bil (som senere ville transportere os ud til festlokalerne). Men naturligvis var der een, som slet ikke kunne forstå sådan en kompliceret og besværlig oplysning. Han tog trompeten med ind i huset efter koncerten. Og det var først, da vi var ved at blive bænket ved festbordene, at han med røde ører måtte få værtsfamilien til at starte bilen igen – køre de ca. 30km – både frem og tilbage – for at vi kunne overholde løfterne om den danske underholdning. (Det var meeeget pinligt, men jeg er kommet over det !) Desuden nåede vi så hurtigt tilbage, at selskabet vist kun lige havde sat sig og fået skænket vin op i velkomstglasset. Måske var der ikke helt 30 km ? Meget venligt var vores glas også blevet fyldt, så vi "indhentede" ret hurtigt resten af selskabet.

Forud for vores besøg i Bremen havde jeg planlagt, at jeg lige ville opfriske mit tyske. En god plan, for det kan jo være lidt vanskeligt at begå sig i dagligdagen på et fremmed sprog. Desværre lykkedes planen ikke, for jeg nåede det slet ikke. Derfor håbede jeg, at Agnethe og Carsten, som jeg var indkvarteret sammen med, var meget gode til tysk. (Det var de ikke !) Vi havde faktisk en del vrøvlesnak i starten. Især sidst på aftenerne, men det kunne selvfølgelig også have en anden årsag. Efterhånden kom sproget mere og mere tilbage, så jeg (vi) efterhånden talte helt flydende tysk, og kunne sige (forståelige) vigtigheder på tysk. Der var også en anden ting, som kom tilbage. Klaus havde nemlig mange gange sagt noget i retning af ”deine birefe, deine briefe”

Det gik kun langsomt op for mig, at de rent faktisk havde gemt alle de "jule-breve" jeg år efter år havde sendt dem i april-maj måned ! Godt nok havde jeg gjort mig umage for at gøre brevene lidt sjove og måske også lange, men at de ligefrem havde gemt dem, kom bag på mig. Det var naturligvis på en eller anden måde en glædelig overraskelse, men jeg var nu alligevel meeeget glad for, at Klaus' gentagne intentioner om at finde dem frem og læse højt - lige her og nu - løb lidt ud i sandet.

Det var blevet tid til at komme hjem. Vi havde haft en meget fornøjelig tid, men nu lakkede mod enden - desværre. Det var helt vemodigt for sidste gang at køre fra det hyggelige sted, der havde været vores hjem i alle dagene. Vi ankom igen til banegårds-byggerodet og slæbte bagagen igennem det hele. Denne gang havde tyskerne tilgengæld en lille overraskelse til os, for nu stod de med deres instrumenter klar - 8 mand høj - sikkert dem, som ikke havde danske gæster boende, for så er der jo en masse, som skal klares, og så er der ikke tid til at få instrumenterne med til banegården også.

De spillede et stykke tid, en masse god musik, og det gav helt gåsehud da tonerne til "Auf wieder Seehen" klingede over den ganske banegård. Lige netop den spillede de, fordi toget var ved at køre. Vi var lige ved ikke at komme med.

Vi talte naturligvis med de andre om, hvad de havde oplevet hos deres respektive værtsfamilier. F.eks. vidste vi, at Alice skulle være indkvarteret helt alene hos en (enlig) tysk spillemand. Se, det kunne jo være nogle spændende oplevelser, der var kommet ud af det ?!!??

Men Alice fortalte, at tyskeren af praktiske årsager ikke rigtigt havde kunnet finde plads derhjemme, så hun var blevet indlogeret på et hotel. Turen har helt sikkert også været en dejlig oplevelse for hende, men jeg ville nu alligevel ikke bytte med min tyske, hjemlige og meget gæstfrie hygge.

Jeg glæder mig i hvert fald allerede til næste gang KJO skal være sammen med BSW Bremen - "et sted i Europa" og til at gense og -høre mine tyske spille-kammerater."

Lars K. Christoffersen

---o0o---