Dansk Jernbane Orkester Stævne

Jægerspris, den 28.-30. Marts - 2003

En deltagers personlige kommentar...........

Kære musikalske kolleger

I den weekend deltog Københavns Jernbane Orkester (KJO) sammen med næsten alle øvrige jernbaneorkestre i Danmark i et landsorkesterstævne som var arrangeret af DSB Musik. Vi var ca. 180 musikere som skulle mødes fredag aften den 28. marts til indkvartering og kammeratskabsaften. Hele lørdagen samt søndag formiddag skulle vi så øve på et repertoire som stævneledelsen havde udstukket, hvorefter vi skulle spille koncert i Møllegårdshallen i Jægerspris søndag eftermiddag den 30. marts.

Vi blev indkvarteret på 16-mandsstuer som dog kun var fyldt halvt op. Nogle blev så inspireret af omgivelserne at de begyndte at fortælle gamle soldaterhistorier, som jeg dog ikke vil fortælle videre her. (Hvorfor dog ikke ? Red.) Den efterfølgende kammeratskabsaften var virkelig hyggelig - her kunne man møde gamle orkesterkolleger over en øl, og sidst på aftenen gav vi fra KJO 5-6 numre fra vores normale koncertrepertoire under stort bifald. Det var en god start på stævnet.

Lørdag øvede vi i instrumentgrupper det meste af dagen, dvs. små messingblæsere for sig (trompeter og kornetter), træblæsere for sig, slagtøj for sig, horn for sig, og de store messingblæsere for sig (tubaer, tromboner, baryton m.m.). Instruktøren for os træblæsere var både venlig og velmenende men virkede uerfaren med instruktion. Desuden var han dårligt forberedt og havde ikke noget klart mål for de enkelte numre. Resultatet blev at vi ikke fik øvet de vanskelige passager i koncertprogrammet i noget der bare lignede rigtigt tempo. Vi var derfor i vid udstrækning ladt i stikken til søndagens koncert, hvilket var meget frustrerende. Heldigvis var det åbenbart en enlig svale på seminaret, da instruktørerne af de andre instrumentgrupper fik gode anmeldelser.

Da vi havde klædt om fra dagens strabadser havde vi lørdag aften festaften. Efter den gode mad og de obligatoriske taler blev der tid til at alle jernbaneorkestrene hyldede vores hornist Keld Poulsen (absolut bedre kendt som Buster) i anledning af hans 50-års jubilæum i KJO! Selvom han ikke længere er nogen vårhare har Buster været vores nodearkivar i mange år, og han yder et stort frivilligt arbejde i orkestret. Festaftenen fortsatte med Odense Jernbane Orkester forklædt som "Albans Party Band". De var helt på toppen, så der blev danset og festet igennem til de små timer. Egentlig havde det været rart om festaftenen havde ligget efter koncerten som en velfortjent belønning, men det tillod den korte tid desværre ikke.

Søndag morgen og formiddag holdt vi generalprøver med de tre dirigenter som skulle lede os gennem koncertens 6 numre:

Først brass bandet under ledelse af Poul Holford :

  • Fantasia on British Sea Songs, af Henry J.Wood
  • Pomp and Circumstance, af Edward Elgar

Dernæst harmoniorkesteret under ledelse af Jacob Lange :

  • Cats, potpourri over musicalen, af Andrew Lloyd Webber
  • Clarinet Candy, af Leroy Anderson

Til sidst blev de to orkestre slået sammen til eet stort (harmoni-)orkester under ledelse af dels Radiosymfoniorkesterets solotrompetist Ole Andersen, dels komponisten Fuzzy :

  • Mens Sana in Corpore Sano; en nyere, meget flot koncertmarch af G.J.Sprick
  • Kjøbenhavns Jernbane Damp Galop, af H.C. Lumbye
  • Baby Elephant Walk, af Henry Mancini
  • Kronprins Frederiks Honnørmarch, af Fuzzy

Det gik nogenlunde selvom træblæserne som nævnt ikke havde fået meget ud af lørdagens instruktion. Slagtøjet stred med den nye Kronprins Frederiks Honnørmarch, som Fuzzy selv dirigerede, og alle instrumentgrupper havde deres ømme punkter, men efterhånden blev det ganske godt selvom tiden var knap.

Koncerten blev en succes. De ca. 100 fremmødte publikummer fik en god oplevelse, og for os udøvende var det fantastisk at sidde i den store hal og spille sammen med 180 andre i stedet for de normale 20-25 stykker, som vi kan mønstre til en typisk øveaften. Der var ikke tid til de store afskedsscener, da orkestrene fra Jylland skulle skynde sig ud i deres busser for at nå toget i Roskilde, men alt i alt var det en virkelig god oplevelse og et godt arrangement som DSB Musik havde stablet på benene. Forhåbentlig bliver det snart gentaget.

Venlig hilsen

Bo Rud Nielsen

1. klarinet

Københavns Jernbane Orkester