Festskrift i anledning af 

KJO's 80 års jubilæum 12/10-2001

v/Lars Christoffersen

 

KJO startede som en kortklub. 

Det er ganske vist....

Vi har også (næsten) været et aktieselskab.

Og engang var medlemmerne så uenige, at man måtte mødes i byretten for at få slaget afgjort. To gange endda.

Men foreningen har også oplevet storhedstider og sejre, blændende koncerter og spændende rejser.

Læs her nogle historier – fra KJO's historie...

---o0o---

Det hele startede i 1921.

Og det var portør J.M.C.Simonsen som startede det. Han havde hørt Sporvejsfunktionærernes Orkester ved forskellige lejligheder i København (så måske var det i virkeligheden dem, der satte KJO igang ?), og Simonsen mente, at sådant et orkester kunne jernbanefunktionærerne da også lave.

Det var jo i efterkrigens tid – 1. verdenskrig, forstås – hvor foreningslivet blomstrede. Man sagde, at der næppe kunne være tre mennesker sammen, uden at de stiftede en forening. Og blev de uenige, så stiftede de bare en ny forening sammen med nogle andre.

Simonsen sammenkaldte således fire gode portør-kolleger, som efter nogen diskussion blev enige om at starte en kortklub !

Den skulle hedde "Ruder Es" og foreningens medlemmer skulle samles til en ugentlig spilleaften, hvor der var mulighed for at spille skak, kort og deslige. De musikglade medlemmer kunne så ind imellem underholde med lidt musik. Kontingentet skulle være en krone, som i videst muligt omfang skulle medgå til at starte et egentligt orkester.

De fem kolleger gik derpå igang med at tegne medlemmer. Og den 12. oktober 1921 samledes 20 mand til den stiftende generalforsamling på café "Carlsberghus" på hjørnet af Ny Carlsbergvej og Enghavevej. Forsamlingen blev dog hurtigt klar over, at der skulle mange penge til at starte et helt orkester. Indkøb af noder, nodestole og instrumenter m.v. Så man var faktisk meget tættere på en kortklub, end på et orkester.

Generalforsamlingen blev derfor udskudt i otte dage, hvor bestyrelsen med den nyvalgte formand Simonsen i spidsen skulle fremsætte forslag til vedtægter, instrumentindkøb, regne på budget og meget andet. Jo, man spildte ikke tiden dengang. Otte dage !

Og otte dage senere - Torsdag den 20. oktober blev generalforsamlingen genoptaget, og her besluttede man at indkøbe instrumenter til 10 musikere. Alt blev købt på klods. En kornet kostede jo trods alt hele 65 kr. Og en tuba kunne, hvis man ville nøjes med bare fire ventiler, fås for 275 kr. Men skulle den have fem ventiler, så måtte man hoste op med den astronomiske sum af hele 350 gode danske kr.

Medlemmerne var heller ikke glade for foreningens navn. Bestyrelsen gik derfor i tænkebox og fremkom endelig med forslag som : Allegretto, Andantino, Largo og Lindo samt et par andre aldeles velfungerende og egnede navne til en sådan musikalsk forening.

Der var bare lige det, at medlemmerne ikke kunne lide dem. De ville hellere have navnet: Jernbanefunktionærernes Musikforening af 1921. Og sådan blev det !

Nu var man meget nærmere et orkester end en kortklub. Instrumenterne var indkøbt, og den første øveaften var mandag den 7. november 1921, og snart gik det stærkt.

Kontingentet steg nu med 100 %. Nu skulle de aktive medlemmer betale hele 2 kr. om måneden. Og så kunne man også tegne aktier. Aktierne blev udstedt på beløb af 10 kroner, som ville blive tilbagebetalt, når der engang var penge i kassen. Der blev, medlemstallet taget i betragtning, solgt temmelig mange aktier. (Mange valgte senere slet ikke at indløse deres aktier)

Københavns Fællesafdeling bevilligede kort efter et lån på hele 350 kr. imod at opnå repræsentation på bestyrelsesmøder og generalforsamling. Så var der lidt kontrol med, hvad pengene blev brugt til. Efterfølgende blev hele beløbet dog eftergivet som gave.

Nu var man godt igang.

Man valgte sporvognfunktionærernes instruktør Carl Lottenburger som lærer og dirigent. Og snart kunne man overraske de øvrige medlemmer af foreningen med den glæde, at der var musik af eget orkester ved en fest på Kvægtorvsrestauranten den 5 februar 1922. Og allerede den 29 oktober 1922 var orkesteret for første gang ude at spille i offentlig og "velædeligt" øjemed på Faxinge Sanatorium.

Der var jo ikke så mange orkestermedlemmer, så et svigtende fremmøde var (allerede dengang !) ved at blive et problem. Derfor indførte man mødepligt og en kontrolbog, hvor man efter to udeblivelser kunne blive smidt ud af foreningen. Mange medlemmer indså nødvendigheden, og begyndte at bytte fridage med jernbanekolleger, søgte ferie eller betalte afløsning, for at kunne deltage i prøverne. Der blev også indført et bødesystem Medlemmerne kunne idømmes en bøde på op til 5 kr. (næsten en dagløn) for at udeblive fra en koncert.

Senere kom der meget mere fart på og meget energi i orkesteret. Ja, i hele foreningen. Orkesteret startede med 10 mand., der var jo ikke flere instrumenter. Men snart kom flere til, at allerede i foråret 1924 var man hele 28 mand.

Der var stor opbakning om foreningen også fra ikke-musikere. Og det var gensidigt. Orkesteret havde f.eks. en lille gruppe, som kunne spille til morgenmusik ved medlemmernes sølv- og guldbryllupper, runde fødselsdage og jubilæer. Engang skulle de spille i Ingerslevgade, og om morgenen listede de stille ind i gården og begyndte at spille. Kort efter blev et vindue lukket op, og "jubilaren" stak hovedet ud. "Hvis det er mig, I spiller for, så er I kommet for tidligt. Jeg har først jubilæum til næste år !" Og musikken luskede slukøret hjem.

---o0o---

Folketinget vedtog Lønningsloven i 1930, og den gik hen og blev særdeles barsk ved orkesteret.

En stor gruppe jernbanefolk havde meldt sig ud af Dansk Jernbaneforbund i protest imod loven. Og orkesterets vedtægter blev ændret på en ekstraordinær generalforsamling i 1930, så man godt kunne være medlem af KJO alligevel.

Men der var nu alligevel en del i orkesterforeningen, som mente, at man ikke kunne have uorganiserede medlemmer. Det blev der snakket om i krogene, indtil en hed generalforsamling i februar 1932, hvor bølgerne kom til at gå særdeles højt. Forslaget om organisering som forudsætning for medlemskab af foreningen blev vedtaget, men hele bestyrelsen blev så rasende, at de alle nedlagde deres mandat.

Der var faktisk ingen, som havde lyst til at stille op som ny formand, indtil lyset faldt på et helt nyt medlem. Oven i købet en tilflytter til byen. H.E.Rybro kom fra Gadstrup. Han blev "under larm og trusler af værste art" valgt til ny formand. Og derefter forsøgte man at gå rettens vej for at få smidt de uorganiserede "bøller" ud. Men der tog man nu fejl, for Byretten fastslog, at man ikke kunne ændre vedtægterne, således at stående medlemmer ville blive udelukket.

En sådan rettergang må vel i sagens natur føre til en vis splittelse blandt medlemmerne. Det førte da også til, at en egentlig splittelse af foreningen. En gruppe meldte sig ud og den 27 juni 1932 stiftede de en ny musikforening – Københavns Jernbane Orkester under DJF.

Og ikke nok med det. De tog deres instrumenter med, og så gik man igang med nok en retssag for at få dem leveret tilbage. Men også den tabte man med et brag. De to københavnske jernbaneorkestre var en realitet -  "KJO" og "1921".

Dette var i en tid, hvor nymodens ting som radiofonien så småt var ved at indtage de københavnske hjem. Behovet for et ægte levende orkester var derfor aftagende, når man jo blot kunne høre alverdens gode musik hjemme i sin egen stue. Så der var hård konkurrence om at spille til de officielle DSB-arrangementer.

Efter mange forhandlinger (og helt sikkert slugen mange kameler) blev orkestrene endelig slået sammen i juni 1938. H. Rybro, som havde været formand for KJO, blev herefter formand for en samlet forening med 363 medlemmer, heraf et orkester på 46 mand.

Til gengæld var valget af dirigent ved at skille sindene ad igen. Begge orkestres dirigenter var særdeles gode og afholdte. Men man måtte vælge, og derfor traf man den salomoniske afgørelse at afskedige begge dirigenter og opslå pladsen som ledig. Der måtte en konkurrence til om dirigentstokken. For første gang i orkesterets historie (og sikkert også sidste).

Foreningen og orkesteret kom dog snart ind i smult vande igen, og havde mange store oplevelser. En koncert i Lorry i 1941 har angiveligt været et særdeles stort højdepunkt. Muligvis hjulpet lidt på vej af stemningen efter starten af 2. verdenskrig.

Det har helt sikkert været vanskeligt at være formand for en musikforening, som af økonomiske grunde også måtte dyrke selskabelige opgaver. Men på den anden side, så har det ført til, at der selv helt op i vore dage, hvor det alene er musikken, der har ordet, altid har været særdeles god opbakning om orkesteret også fra de såkaldt passive medlemmer.

---o0o---

Orkesterets første udlandsrejse foregik i 1948. En pragtfuld musiktur til Stockholm under dirigent Villy Hansens taktfaste ledelse.

Men i begyndelsen af 50'erne, hvor orkesteret jo havde eksisteret i 30 år, var medlemmerne efterhånden lidt grå i toppen og begyndte at falde fra. Og i efteråret 1952 stod orkesteret pludselig også uden dirigent. Det var tæt på slutningen på det hele. Men heldigvis blev John Hindsberg fra Den Kongelige Livgardes Musikkorps ansat som dirigent i starten af 1953.

Hindsberg blev meget betydningsfuld for igen at få orkesteret til at blomstre. Han havde forståelse for, at en jernbanemand måtte meget igennem, for at kunne udøve sin musik. Først flere års studier hos en musiklærer, og derefter var man sandelig ikke udlært. Næh, det er jo først her, man kunne begynde at gøre sig gældende i orkestersammenspillet. Og udover at passe det daglige arbejde, så var også daglige øvelser absolut nødvendige, så der skulle virkelig energi til. Hindsberg kunne også sammensætte programmet, så der var noget for enhver, både for tilhørere og ikke mindst udøverne. Det kunne jo ikke nytte noget, at der sad 10 virkeligt dygtige musikere og drev den gode musik frem, hvis de resterende 25 ikke kunne følge med.

Heldigvis havde Hindsberg også forståelse for, at DSB ind imellem havde brug for sine ansatte til at afvikle jernbanedriften. Derfor måtte musikstykker undertiden øves mange gange i orkesteret, før alle havde været med, og indtil musikken lød, som den skulle.

I starten af 50'erne begyndte den daværende formand Bjørneboe at indlede samarbejde med de øvrige jernbaneorkestre, som efterhånden var dukket op. Sammen med Århus, Struer, Esbjerg dannedes Dansk Jernbane Orkester Forbund.

I 1955 arrangeredes et orkesterstævne i København med deltagelse fra de danske orkestre plus eet fra Østrig. Året efter rejste KJO til Østrig, og startede på det nærmeste en tradition, hvor orkesteret kommer på spændende musikrejser til udlandet med få års mellemrum.

---o0o---

Efterhånden begyndte mange andre kræfter at arbejde for jernbanemusikken. I 1952 stiftedes FISAIC som afholdt det første musikstævne i 1959 i Nancy i Frankrig. Allerede i 1965 var Århus vært ved stævnet, men det var faktisk først i 1979 i Wells i Østrig, at KJO deltog for første gang i FISAIC-stævnerne, som afholdes ca. hvert 3. år. Dem har vi dog deltaget flittigt i siden, og det er blevet til mange gode oplevelser. 

I 1982 kom KJO's bestyrelse på en særdeles vanskelig opgave, da København var vært for FISAIC-stævnet. Ca. 800 glade musikkammerater fra hele Europa satte byen – og ikke mindst bestyrelsen - på den anden ende.

Nordisk Jernbane Musikråd blev stiftet i 1967 og afholder ligeledes  nordiske musikstævner hvert 3. år. KJO var med første gang i 1974 og mange gange siden. 

KJO-bestyrelsens hukommelse var ikke alt for god, for i 1998 sagde vi ja til at være vært for endnu et kæmpe stævne - det 11. Nordiske Jernbane Musik stævne. Men alt lykkedes på smukkeste vis – ikke nødvendigvis den planlagte vis - men det lykkedes.

I disse dage arbejder KJO-bestyrelsen igen meget hårdt. De har rigeligt at gøre med en stribe arrangementer i anledning af vores 80 års jubilæum. De skal nok ikke forstyrres lige nu, men kig i stedet videre her på vores hjemmeside, hvor der er mange spændende og sjove oplysninger at hente. Man kan f.eks. læse små anekdoter om vores dirigenter tilbage i tiden (vi har faktisk haft en hel del), historier fra vores rejser, oversigt over vores koncerter og meget andet.

---o0o---

Du kan læse meget mere om de internationale stævner FISAIC her, samt om de nordiske stævner her.