Orkestermusikkens historiske udvikling......

Først har vi lavet en lille oversigt over de forskellige perioder i musikken : Barok, Renæssance, Romantik osv. og placeret nogle tilhørende komponister i de rigtige kasser. 

Dernæst har vi draget paralleller til selveste verdenshistorien.

Læs f.eks. om :

  • Kejseren af Kina 

  • Opfindelsen af telefonen 

  • Starten på KJO, samt naturligvis :

  • Opfindelsen af Video, CD og indførelse af Euro'en.

 

Hvis du vil have hele "sandheden", så er der lidt længere nede den fulde, lange og meget spændende historie. Det er en hel masse om hvordan musikken har udviklet sig og om nogle af de store komponister, der i høj grad har påvirket denne udvikling. (Det kan selvfølgeligt virke utroligt frækt, at vi vælger en håndfuld personer, som vi tilskriver alverdens indflydelse på den historiske udvikling, og så vælger en masse andre fra, som ganske uden betydning. Men læs nu videre, så skal du nok blive overbevist.)

Her er et par af overskrifterne - som en lille appetitvækker : 

  • Hvad er et orkester ?

  • Stereofoni - i 1600 tallet

  • Musik som et håndværk

  • Nye instrumenter (bl.a. solkongens musikchef's dramatiske død)

  • Et stort orkester i en meget lille by

  • Hvad er et orkester ? (Det er ikke det samme som det første afsnit, altså !)

  • Ensom øde-boer eller berejst verdensmand (her kommer nok noget om Mozart)

  • Strauss-dynastiet i Wien

  • Musik som var for alt svær  at spille for musikerne

  • I 1800-tallet var der også noget, der hed "En by i Rusland...." (her var der komponister uden musikalsk uddannelse)  

  • Musik uden lyd !!!  

Her er et modigt forsøg på at sætte årstal på de forskellige musikalske perioder. 

Vi har også tilføjet nogle af de mest berømte komponister fra perioderne, samt nogle af verdenshistoriens højdepunkter... 

 

Middelalderen (indtil omkring 1500)

Ingen af komponisterne er særligt kendte idag :

  • Philippe de Vitry (1291-1361)
  • Guillaume de Machaut (1300-1377)
  • Francesco Landini (1325-1397)
  • Matheus de Perusio (1380-1410)

 

1206 : Djengis Kahn bliver hersker over Mongolerne

1348-49 : Den sorte død hærger Europa

1337-1453 : Hundredårskrigen imellem England og Frankrig

1368 : Ming-dynastiet grundlægges i Kina

1377 : Befolkningen i London passerer 35.000

1492 : Christoffer Columbus opdager Amerika

Renæssancen (1500-1600)

Her er nogle vi kender lidt til - f.eks. :

  • Giovanni da Palestrina (1525-1594)
  • William Byrd (1543-1623),
  • Giovanni Gabrieli (1558-1613)
  • John Dowland (1563-1626)
  • Claudio Monteverdi (1576-1643)

 

1500 : Aztekernes rige er på sit højeste i Mexico. Mere end 10 mill mennesker

1508 : Michelangelo maler loftet i det Sixtinske Kapel i Vatikanet, Rom

1521 : Aztekernes rige går under på grund af spanske skattejægere

1535 : Spanien erobrer Inka-riget i Peru

1543 : Den polske astronom Nikolaus Kopernikus satte solen, ikke jorden, i centrum af universet

Barokken (1600-1750)

Her er nogle ret kendte komponister fra barokken :

  • Dietrich Buxtehude (1637-1707)
  • Arcangelo Corelli (1653-1713)
  • Johann Sebastian Bach (1685-1750)
  • Georg Friedrich Händel (1685-1759)
  • Henry Purcell (1659-1695)
  • Antonio Vivaldi (1678-1741)
  • Georg Philipp Telemann (1681-1767)

og så selveste solkongens musikchef :

  • Jean-Baptiste Lully (1632-1687)

 

1619 : De første slaver kommer fra Afrika til Amerika for at arbejde i tobaksindustrien (de første slaver kom til Europa omkring 1440)

1636 : Harvard College grundlægges i Massachusetts, Amerika

1638 : Ludvig den 14 - Solkongen - fødes. Han bliver konge som femårig og regerer i 72 år til sin død i 1715. Han efterlader Frankrig som et forarmet land, efter overdådigt byggeri af bl.a. Versailles samt efter årelange krige

1644 : Manchuerne vælter Ming dynastiet i Kina. Den store kinesiske mur, der blev bygget for at holde netop Manchuerne (mongolerne) ude, virkede ikke. Nu var der Manchuer på begge sider af muren, og siden har muren stået der - 6.500 km - til ingen verdens nytte.

1682-1725 : Peter den Store regerer i Rusland. Han omdanner landet fra isoleret og tilbagestående, til en betydelig, europæisk magt

Klasissme (1750 - 1820)

Komponisterne fra denne periode er jo nærmest udødelige allesammen. Her er et par stykker :

  • Joseph Haydn (1732-1809)
  • Carl Stamitz (1745-1801)
  • Wolfgang Amadeus Mozart (1756-1791)
  • Ludwig van Beethoven (1770-1827)
  • Niccolò Paganini (1782-1840)
  • Carl Maria von Weber (1786-1826)
  • Franz Schubert (1797-1828)

 

1769 : James Watt bygger den første (effektive) dampmaskine

1776 : Den 4 juli - den amerikanske frihedserklæring - USA river sig formelt løs fra engelsk koloniherredømme

1788 : Avisen The Times udkommer i London

1789 : Den franske revolution

1804 : Napoleon kroner sig selv til kejser af Frankrig

Romantikken (1820 - 1900)

Her er flere udødelige komponister :

  • Gioacchino Rossini (1792-1868)
  • Hector Berlioz  (1803-1869)
  • Felix Mendelssohn (1805-1847)
  • Franz Liszt (1811-1886)
  • Richard Wagner (1813-1883)
  • Giuseppe Verdi (1813-1901)
  • Jacques Offenbach (1819-1880)
  • Johann Strauss (1825-1899)
  • Georges Bizet  (1838-1875)
  • Antonin Dvorák (1841-1904)
  • Edvard Grieg (1843-1907)
  • Nikolaj Rimskij-Korsakov (1844-1908)
  • Gustav Mahler (1860-1911)
  • Claude Debussy (1862-1918)
  • Richard Strauss (1864-1949)
  • Franz Lehár (1870-1948)

 

1825 : Den første offentlige jernbane åbnes i England fra Stockton til Darlington. I 1830 indførtes damplokomotiver til at trække vognene.

1835 : H.C.Andersen offentliggør sine første eventyr

1837-1901 : Dronning Viktoria's regeringstid. Det samlede britiske emperium omfatter en fjerdedel af jordens befolkning

1847 : Carlsberg Bryggeri grundlægges. (En væsentlig forudsætning for at vi overhoved kan spille musik i KJO idag). Albani kom til i 1859, Tuborg i 1873. Så skulle vi være på sikker grund.

1849 : Guldfeberen raser i Amerika

1861-65 : Den amerikanske borgerkrig

1876 : Alexander Graham Bell opfinder telefonen

1892 : Ølkapslen ser dagens lys. (Den har vi haft lidt bøvl med siden da....)

1895 : Promenadekoncerterne starter i London

 

Ny-klasisismen / vor tids musik (start 1900 - ?)

Her begynder komponisterne måske at blive knap så udødelige. (Nogle af dem er endda slet ikke døde endnu) :

  • Edward Elgar (1857-1934)
  • Gustav Mahler (1860-1911)
  • Carl Nielsen (1865-1931)
  • Jean Sibelius (1865-1957)
  • Gustav Holst (1874-1934)
  • Béla Bartók (1881-1945)
  • Igor Stravinsky (1882-1971)
  • Irving Berlin (1888-1989)
  • George Gershwin (1898-1937)
  • Aaron Copland 1900-1990)
  • Benjamin Britten (1913-1976)
  • Leonard Bernstein (1918-1990)
  • Bent Fabricius-Bjerre (f.1924)
  • Fuzzy (Jens Wilhelm Pedersen - f.1939)

 

1911: Den sidste kejser af Kina abdicerer. Kina  bliver til en folke-republik

1917 : Den russiske revolution

1921 : Københavns Jernbane Orkester stiftes

1922 : Kong Tutankamons grav åbnes i Ægypten

1927 : The Jazz Singer er verdens første film med lyd

1928 : Alexander Flemming opfinder penicillin

1929 : Børskrak i Wall street i USA

1948 : Israel grundlægges

1950-53 : Korea krigen

1958 : Fidel Castro kommer til magten i Cuba

1965-73 : USA går i krig i Vietnam

1969 : Niel Armstrong lander på månen

1975 : VHS-video'en ser dagens lys

1979 : Compact Disk (CD'en) ser dagens lys

1985 : Ægteskab mellem sorte og hvide gøres lovligt i Sydafrika

1986 : Atomkraftværket Tjernobyl eksploderer

2002 : Euro'en ser dagens lys

 

Orkestermusikkens udvikling - her kommer hele historien

Hele historien ? Nåja, det er svært at finde ud af, hvor man skal starte med en historie om selveste musikkens udvikling. Musernes kunst. Hvornår det hele startede, er der jo ingen der rigtig ved. Derfor starter vi vores lille beretning et sted sådan cirka midtvejs - tror vi nok....Og vi bliver hele tiden i Europa, for det er her, de mest markante udviklingstræk er sket (eller i hvert fald det vi ved af....).

Musikken i middelalderen var simpel, få instrumenter men ofte blot sangstemmer, ofte dunkel og sparsomt nedskrevet. Men fra omkring år 1600 skete der mange markante ting i musikken. Det musikalske eventyr "Opera" begyndte i Italien. Og "Generalbas-systemet" blev indført. Dette var en måde at notere basmelodien blot med en akkord-angivelse. Så kunne musikere af forskellig slags (cembalo, orgel, lut eller harpe....) vælge blot at spille akkorden eller selv fylde ud med en harmonisk "dragt" der passede til musikken. Generalbas-noteringen var vel bare en form for musikalsk stenografi. Men den havde stor betydning for noteringen af musikken. 

Hvad er et orkester ?

Man kunne måske også starte med at fundere over, hvad et orkester egentligt er for en størrelse. I 1600-tallet betød ordet "orkester" faktisk blot det sted foran scenen, hvor musikerne sad under opførelse af en opera. Først langt op i 1700-tallet begyndte ordet at blive brugt mere alment om en gruppe musikere, uanset om de så spillede på teateret eller andet steds. Men hvad er så et orkester ? Ja, det er vel en samling af et vist antal musikere - af nogenlunde samme slags fra gang til gang. Og indtil netop omkring år 1600 havde komponister faktisk ikke angivet, hvilke musikere, eller hvor mange, der skulle til deres musik. Det var bare at gå igang med at spille, dengang. Hvem der lige havde hvilken stemme, eller hvor mange man var, det var ikke så vigtigt.

Stereofoni

Det var også lige omkring år 1600 at stereo-lyden blev skabt. Altså ret meget længe inden B&O overhovedet var klar til det !

Giovanni GabrieliFaktisk kan æren for både selve orkesteret og stereofonien tilskrives bare een person. Nemlig organisten ved Skt.Markuskirken i Venedig, Giovanni Gabrieli (1558-1613). Kirkerummet var i de større kirker dengang som regel udformet med to pulpiturer overfor hinanden med hvert sit orgel. Og Gabrieli fandt på at lade to kor synge imod hinanden på en "kontrasterende" måde. Altså stereo !

Han overførte i 1597 denne teknik til rent instrumentale grupper. Orkester i stereo ! 

Gabrieli var også den første, som anførte i noderne, hvilke instrumenter han ønskede. På den måde kom der orden på, hvad et orkester egentligt var, og hvilke instrumenter, der skulle indgå. Men tro nu ikke, at man skrev partiturer så detaljerede som idag. Faktisk stod det ofte blot på forsiden, hvilke instrumenter - omtrent -  man gerne ville have med. Det  var så op til den aktuelle gruppe af musikere at bestemme, hvem der skulle spille hvad.

 

Image:Claudio Monteverdi.jpgClaudio Monteverdi (1567-1643) var en af de komponister, som var med til at skabe og udvikle den italienske opera. Han arbejdede ved hoffet hos hertug Vincenzo Gonzaga af Mantua. Her havde han et orkester på vel ca. 30 strygere og blæsere, ca. halvt af hver, plus et rigt udvalg af musikere, som kunne variere generalbassen, harpe, lut, orgel og cembalo. I alt ca. 40 instrumenter, men det ville være misvisende, at kalde disse for et orkester i moderne forstand. Monteverdi udnyttede dem som en "pulje", hvor han kunne udvælge forskellige kombinationer til forskellige formål og forskellige passager i musikken i hans opera'er. I de lysere perioder af handlingen var det strygere og blokfløjter, som var de udvalgte, mens når atmosfæren skulle formørkes blev basuner, orgel og dybe gamber valgt til at spille. 

Dermed var Monteverdi den første, som bevidst udnyttede klangen i orkesteret til at illustrere og underbygge handlingen. Han siges desuden at være opfinderen af pizzicato.

Monteverdi udgav flere madrigal bøger, og så disse nymodens opera'er. Den første kom i 1607 - Orfeo - og den blev efterfulgt året efter af operaen Arianna. Denne er desværre gået tabt, men een af sangene - klagesangen Lasciatemi morie overlevede. Den siges at have fået tilhørerne til at bryde ud i tårer, så stærkt virkede den på tidens publikum.

Monteverdi var langt forud for sin tid. Hans fantasifulde brug af orkesteret satte sig spor, der varede helt frem til Mozarts tid 150 år senere, ja vel endnu længere.....

 

Musik som et håndværk

De første tiders opera var beregnet for inderkredsen ved hoffet. Men omkring 1630, mens Monteverdi stadig var virksom, åbnede de første musikteatre for betalende publikum i Rom og Venedig. Og det var ikke små intim-scener. I Rom var der plads til 3.000 tilhørere. (Vores nye operahus i København har plads til bare 1.500) Scenemaskineriet var mekaniske mirakler, som kunne skabe dramatiske effekter og sceneskift for øjnene af det undrende publikum. Succesen blev så stor, at Venedig i århundredets slutning (1699) havde hele 15 operahuse. Publikum kom mere og mere fra borgerskabet, og handlingerne blev derfor også mere jordnære eller komiske historier. Det blev uhyre populært som alternativ til de højtidelige og som oftest tragiske beretninger om konger, profeter, hærførere, hele den græske mytologi samt andre "uopnåelige" skikkelser.

Opera blev i sidste halvdel af 1600-tallet en folkeforlystelse, der bredte sig til hele Europa. Paris og London fik deres første offentlige opera'er i 1671, Hamborg i 1678 og Dresden i 1686 osv.... Overalt opførtes både egne nationale værker samt "den italienske import". Men når en opera skulle opføres et andet sted, var det uoverkommeligt for komponisten at overvåge opførelsen. Og dengang var opera ikke beskyttet af ophavs-rettigheder. Den var allemands-eje. Det betød, at de forskellige operahuse tilpassede operaen, først og fremmest til det sceneudstyr og den orkesterbesætning, der var til rådighed. Og for komponisterne var det trods alt bedre at få deres værker opført mange steder, om end lidt "forkert", end blot et enkelt sted "fuldstændigt korrekt". Men det stoppede ikke her. Man havde ingen kvaler med også at tilpasse selve handlingen til et nyt publikums smag - eller tilpasse musikkens karakter (violiner i stedet for trompeter eller cello i stedet for basun). Musikken blev ikke betragtet som en kunstart, det var jo bare et håndværk

Nye instrumenterJean-Baptiste Lully.

For at sikre en nogenlunde ensartethed valgte komponisterne ofte blot at foreskrive de instrumenter, som var tilgængelige stort set overalt, men nogle gik andre veje. En af Europas førende musikskabere i sidste del af 1600-tallet var Jean-Baptiste Lully (1632-1687). 

Han udnyttede de mest moderne instrumenter, f.eks. tværfløjter i stedet for blokføjter og han var meget aktiv for udformning af nye instrumenter. Han var nu heller ikke nogen hr-hvem-som-helst. Han kom fra Italien til Frankrig og blev allerede som barn ansat hos tjenerne ved det franske hof. Som 21 årig blev han udpeget til hofkomponist - af "Solkongen" Ludvig d.14., som på det tidspunkt var bare 15 år gammel, og altså ikke konge endnu. Det blev han først syv år senere *). Lully blev hurtigt forfremmet til musikchef, den højeste musikalske stilling ved det franske hof. Måske hjulpet på vej af, at Lully faktisk var en glimrende danser og fortaler for hofballetten, og ofte dansede sammen med kongen.

*) Historien om Solkongen er endnu mere spændende. Hans far kong Louis d.13. dør, da lille Ludvig er bare fem år. Og da krones han som Frankrigs retmæssige konge. Men lidt lille til at udføre sit hverv, så det varetages af hans moder, som støttes af premierministeren Cardinal Marazin (1602-1661) (han er efterkommer af cardinal Richelieu (1585-1642), som vi jo kender så godt fra romanen og filmene om de tre musketerer). Da Ludvig bliver myndig i 1651 (15 år - så var man køreklar !) ophører moderens regent-skab. Men Marazin varetager det reelt fortsat indtil han selv dør i 1661. Nu er lille Ludvig blevet 22 år, og så er det jo klart, at han selv kan fylde jobbet ud.

Før Lully havde orkestrene kun en støtte-funktion, for det var sangen der var det klare midtpunkt i opera'en. Franskmændenes smag for dans skabte dog basis for en selvstændig musik, og Lully og hans samtidige komponerede en række stil-danse : allemande, courante, bourrée, sarabande, gavotte og menuet. Paradoksalt nok kan vi således takke balletten (dansen) for, at en selvstændig orkestertradition overhovedet opstod.

Lully var (blev) en magtsyg og faktisk ikke særlig sympatisk person. Hans orkesterprøver var helt usædvanlige for den tid. Han krævede en uhyre præcision af sine musikere. De skulle spille det, der var komponeret og ikke sidde og finde på krummelyrer og gesvejsninger til musikken. Det var ellers meget almindeligt, at musikken blev udsmykket efter de enkelte musikeres smag (og evner !). Men ikke hos Lully !

Men han var dog en af barokkens allermest nyskabende musikere. Fra det tidspunkt, da Ludvig d.14. blev regent, blev blæserne brugt mere og mere til indendørs underholdning. Derfor var der behov for nogle knapt så kraftigt klingende blæseinstrumenter. Og sammen med sine musikere og instrumentbyggeren Jean Hotteterre udviklede de obo'en. Den kom til at spille en fantastisk fremtrædende rolle og slog faktisk næsten violinen som soloinstrument helt af pinden. Og hans musik var særdeles farverig da han lod musikkens temaer vandre imellem alle instrumenter og brugte alt det nye - kastagnetter, pauker m.m. Lully's musik er næsten påfaldende moderne, selv i vore ører. Selv om han dog stort set aldrig brugte de samlede ressourcer i orkesteret samtidigt.

Lullys liv fik en ynkelig afslutning, sikkert til fryd for de mange modstandere og fjender, som hans facon havde bragt ham. Under en opførelse i 1687 af hans store "Te Deum" kom han til at ramme sin ene fod med taktstokken - ja det lyder måske ikke så farligt, men det var ikke småting man brugte som taktstok dengang, helt i modsætning til den spinkle dirigentpind, der bruges idag. Det var nærmere en tambourstav, hvor han bankede takten i gulvet. Uheldigvis ramte han altså sin fod, og den blev fejlbehandlet, der gik koldbrand i den og efter bare tre måneder var det slut med Lully. Han dirigerede simpelthen sig selv ihjel.

Musikken tager form

Arcangelo Corelli.Færdig med Lully, men ikke færdig med musikken. Den begyndte efterhånden at tage en mere fast og ensartet form. Især den italienske komponist Archangelo Corelli (1653-1713)  fik med sine mange "Concerto Grossi" udbredt et mønster med fire satser : langsom - hurtig - langsom - hurtig, som bredte sig og blev stildannende for en lang række komponister fremover (Albinoni, Telemann, Bach, Händel og Vivaldi.) Corelli var en dygtig virtuos på sin violin, og fik stor betydning for violinspillets udvikling. Ikke så meget det tekniske (dobbeltgreb m.m.), men mere violinens klanglige egenskaber. Han fik nærmest violinen til at synge, og stjal da også med arme og ben fra opera'ens musik. ("Han lod sig inspirere af opera'ens udtryksformer", hrmmmm !!) 

Portrait of Antonio Vivaldi

 

Italieneren Antonio Vivaldi (1678-1741) begrænsede koncertens satser til tre : Hurtig - langsom - hurtig, som også blev meget udbredt. For solist-koncerter blev hans tre-satsede form standarden helt op til vores tid. Vivaldi var i øvrigt en pudsig fætter. Han var en af sin tids mest fremtrædende instrumentalister på sin violin. Og han var i over 30 år lærer på en klosterskole for forældreløse piger. Meget af hans kammermusik samt de flere hundrede koncerter for et eller flere soloinstrumenter med strygeorkester er således indstuderet af skolens elever og opført ved skolens regelmæssige offentlige koncerter.

Musikken havde indtil da primært været opført på opera'en, i kirken og ved hoffet. Og hoffet er altså ikke kun de kongelige. Det var også en rig mængde af fyrster og baroner, som var spredt over hele Europa. Men der bredte sig et behov for at hørte musikken andre steder. Først var det koncerter i små lokaler med få medvirkende, men efterhånden i større lokaler og med flere og flere musikere. Det var sjældent faste orkestre, men musikere hyret til lejligheden. Mange af disse professionelle musikere havde elever, og der opstod en række musikforeninger, musikskoler og akademier rundt omkring. Der kunne være relativt langt imellem de offentlige musikalske begivenheder, så amatørmusikken havde kronede dage. I London komponerede George Frideric Händel (1685-1759) mange af sine concerto grossi specielt med tanke på de mange amatørorkestre i byen.

 

Stilskiftet 

Stilskiftet fra barokken over rokokoens elegance og til den – så at sige – fuldt udviklede klassiske musik var lang. Den tog sin begyndelse omkring 1720.

Samfundsmæssigt skete der også store ting. Man var begyndt for alvor at bevæge sig bort fra den mørke middelalder og ind i 1700-tallets oplysningstid. Samfundet var i høj grad omstilings- og udviklingsparat.

Og det havde naturligvis også påvirkninger på musikken.

Musikken var ved at tage en fast form. Sonaten voksede frem. Eller hvis musikken var skrevet til et helt orkester, da symfonien. Den var på tre-fire satser, hvoraf mindst een byggede på temaer, som blev kringlet rundt om sig selv på flere forskellige måder. Det blev den form, som dominerede komponisternes værker. I mange, mange år frem.

Excerpt from a 13-century Dominican missal (parchment manuscript)Og udbredelse af musikken tog endnu mere fart, da bogtrykningskunsten også voksede frem. Forlæggervirksomhed i særligt Paris og London havde kronede dage. Og musik blev udgivet i stribevis.

Omkring slutningen af 1700 tallet var der trykt og udgivet over 1.500 symfonier. Og der var desuden bevaret over 5.000 manuskripter (partiturer, ca.) Og så er der sikkert gået en masse tabt. Så der har været en omfattende produktion fra tidens mange komponister. Og man spillede tidens musik – ikke som idag, hvor vi hænger meget fast i fortidens musik.

 

Et STORT lille orkester i en meget lille by 

I 1700 tallet skilte den lille by Mannheim sig ud. En meget lille by i sammenligning med datidens musikalske hovedstæder, som var Paris, London og Wien. Men i Mannheim boede kurfyrsterne, som interesserede sig særligt for musikken. De havde held til at få fat i den tjekkiske Johann Stamitz (1717-1757) som blev ansat som orkesterleder i Fyrst Karl Teodors kapel. (Han hed oprindelig Jan Václav Antonín Stamic, men han fortyskede sit navn i Mannheim)I løbet af få år udviklede dette orkester sig til et af Europas fineste. Det havde gæstespil i mange af de store byer, og var selv længe efter Stamitz død i 1757 stadig normdannende.  Årsagen har klart været Stamitz målbevidste metode til at udvikle orkester og musikere. Han var selv en fremragende violinist, og flere af hans elever valgte at blive i byen og besatte således vigtige poster i orkesteret. Dette gav orkesteret en meget ensartet spillestil, strygeteknik og frasering. Orkesteret klang som eet. Og da Stamitz arbejdede mindst lige så grundigt med prøver som Lully, opnåede han en nærmest uhørt præcision i spillet.

Orkesteret i Mannheim var med sine 50 mand et meget stærkt besat orkester.

En datidig musikkritikker, Daniel Shubart udtalte : ”Intet orkester kan overgå det i Mannheim. Dets forte er som et tordenvejr og piano som en forårsbrise.”

Stamitz skrev sin musik i en ny og udtryksfuld stil. Han anvendte mange effekter i form af crescendo, diminuendo, skarpe kontraster, accenter og overraskende pauser og mere...

Og hans udtryksfuldhed kom faktisk til at påvirke mange af hans efterfølgere, f.eks. også Mozart.

Sønnen Carl Stamitz (1745-1801) (oprindeligt Karel Stamic) overtog efter faderen, og blev faktisk en endnu større komponist og fornyer. Han lagde langt mere vægt på blæserne i orkesteret. Ikke mindst klarinetten, som hidtil ikke rigtigt havde fundet anvendelse for ret mange komponister. Han begyndte også at blande musikken mere sammen. Ikke bare blæsere ”imod” strygere. Nu også kombinationer af forskellige instrumentgrupper og skiften imellem disse. Faktisk er det her og ham, der starter den egentlige orkestrering af musikken. Hvem skal spille hvad og hvornår var ikke længere op til de enkelte musikere eller ensembler.

Det blev også her, at barokkens generalbas uddøde. Den foreskrev jo blot nogle akkorder, som – typisk et cembalo – skulle fantasere over. Men nu blev en sådan harmoni-udfyldende rolle erstattet af præcise anvisninger på, hvad de forskellige instrumenter skulle spille. Og horn og trompeter kunne nu levere et fyldestgørende harmoniforløb, selv om det blev på bekostning af nogle ikke så melodisk interessante stemmer for disse instrumenter. (læs evt. mere i artiklen om trompetens udvikling)

Generalbassen var dog ikke helt sådan at udrydde.

Dengang var dirigenten ikke rigtigt opfundet. Orkesteret blev ledet – og dirigeret – af f.eks. koncertmesteren på violin, eller cemballo-spilleren eller måske en klaverbokser. Ofte var det komponisten selv.

Og da han jo måtte antages at kende sin egen musik nogenlunde godt, vidste han præcist, hvor og hvad der skulle til af harmoniseringer. Og dem kunne han jo let tilføje under spillet, når han f.eks. sad ved cembalo’et.

Derfor var alle de nødvendige harmonier måske alligevel ikke helt og fuldt ud komponeret ind i musikken endnu.

 

Ensom øde-boer eller berejst verdensmand.

Haydn portrait by Thomas Hardy, 1792Østrigske Joseph Haydn blev født i 1732 – 24 år før Mozart – og døde i 1909 – 18 år senere end Mozart.

Men selv om de således var samtidige, var der en verden til forskel. Bogstaveligt talt.

Hvor Mozart rejste meget rundt og dermed fik inspiration fra alverdens folk og steder, så opholdt Haydn sig som hofkomponist hos fyrsterne Esterhazy ved deres hof i byen Eisenstadt – lidt sydøst for Wien. Her boede han i over 30 år og hævdede at isolationen fremhævede hans egen musikalitet. ”Jeg var helt afskærmet fra omverdenen. Ingen kunne begrænse eller forvirre mig, så jeg var simpelthen nødt til at udvikle min helt egen originalitet !”

Hans musik blev dog ofte trykt og dermed udbredt og spillet og kendt i det meste af Europa.

Estarharzy’s orkester var ikke stort. Det var bare 15-20 mand, så Haydn var mere eller mindre nødt til at få absolut det bedste ud af hver eneste musiker. Hans hittepåsomhed var ufattelig stor. I hans over 100 symfonier har han utallige måder at arbejde med musikkens tema’er, at veksle mellem skiftende spillestil, solister og meget andet for at skabe afveksling og fornyelse.

Haydn’s musik er måske ikke altid det nemmeste at spille, men på den anden side, så krævede Haydn trods alt ikke mere end hvad de fleste orkestre ville kunne klare. Det er sikkert een af årsagerne til at hans musik blev så meget udbredt – trykt på mange forskellige musikforlag, og spillet over det meste af Europa.  

Mozart circa 1780, by Johann Nepomuk della CroceØstrigeren Wolfgang Amadeus Mozart (1756-1791) derimod, var en helt anden natur. Han havde sine håndfaste ambitioner med sin musik, og det gik han ikke på kompromis med. Omvendt gjorde han det trods alt ikke sværere for musikerne, end nødvendigt. Man søger forgæves i Mozarts musik efter virtuoseri blot for virtuoseriets skyld.

Men Mozarts musik kræver, at alt skal være helt på plads for at virke overbevisende. En kombination af musikalske og spilletekniske udfordringer. Mange musikere anser den dag idag for Mozarts musik for noget af det sværeste at spille.

Derfor blev hans musik naturligvis ikke spillet nær så meget som andre komponisters musik. En lidt skæbnesvanger musikalsk stolthed, der endte med at koste Mozart dyrt.*) Men hans måde at eksperimentere med orkesteret og de enkelte instrumenter tilførte i høj grad noget til musikken. Han højnede den musikalske standard en hel del. Og f.eks. hans måde at behandle klarinetten på, som han selv var blevet inspireret hos Mannheim orkesteret, dannede nu nærmest skole for alle kommende komponister. Hans klare, gennemsigtige orkestrering og den følsomme udnyttelse af næsten ethvert instruments muligheder, var temmelig enestående. Et ideal, som mange senere har forsøgt at leve op til.

*) Mozart var i perioder ansat af ærkebiskoppen af Saltzburg, men rejste også meget rundt i Europa. Han supplerede sin indkomst ved at komponere bestillingsværker. I 1782 blev han dog afskediget og levede de sidste 10 år som uafhængig, professionel komponist. Hans leven langt over evne betød konstant pengemangel, på trods af, at hans værker altid blev meget successfulde. Men på grund af sværhedsgraden blev værkerne altså ikke spillet som en anden P3-ørehænger, og derfor var Mozarts økonomi meget svær at få til at hænge sammen. Mozart var jo også frimurer, endda højt oppe i graderne, og det forlyder, at frimurerlogen gentagne gange hjalp ham ud af økonomiske umuligheder. Det forlyder også - helt ubekræftet - at det skulle være de samme frimurere som simpelthen havde fået nok og slog ham ihjel til sidst. Eller måske var det bare et generelt dårligt helbred, usund levevis samt et uoverkommeligt arbejdspres (konstant pengenød), der fik has på ham i en alder af bare 35 år ?

 

Hvad er et orkester ?

The Jalisco Philharmonic OrchestraI starten af dette skrift forsøgte vi med noget i retning af, at et orkester er blot en samling musikere som spiller sammen....

Men nu hvor vi er nået langt frem i musikkens historie, så var udviklingen af selve orkesteret egentligt lidt finurlig. Idag er et symfoniorkester stort set det samme over hele verden. Antallet af musikere kan måske variere, men balancen mellem de forskellige stemmer er nogenlunde ens.

Men sådan var det ikke i 1700 tallet.

Her var orkestrene fra Haydn’s 15-20 mand og op til de italienske opera orkestre på 70-80 mand.

Men styrkefordelingen kunne variere meget.

F.eks. fik 10-15 blæsere nogle gange modspil af en stryger gruppe på samme størrelse, andre gange af en strygergruppe, der var tre-fire gange så stor.

Eller med andre ord – intet orkester var typisk for den tid.

Og med endnu andre ord – datidens komponister måtte finde sig i lidt af hvert – i modsætning til nutidens ”forkælede” af slagsen, som kan finde på at foreskrive alverdens detaljerede og helt specifikke besætninger.

Wagner, som kommer lidt senere i dette skrift, han havde nogle specielle krav til orkesteret. Han kom faktisk til at præge både musik og orkesteret temmelig meget. Men mere om ham lidt senere...

 

Den Wiener-klassiske periode afløses af romantikken båret af bare een betydelig komponist.

A portrait by Joseph Karl Stieler, 1820Tyskeren Ludwig van Beethoven (1770-1827) !

Det var muligvis en udvikling, der havde været undervejs i nogen tid. Men hvor komponisterne som f.eks. Haydn og Mozart skrev deres musik til et publikum, sådan som de – med deres egen musikalske geni – forventede at det ville falde i publikums smag, så var Beethoven meget anderledes.

For det første var han en fri fugl. Han var ikke ansat af nogen. Var sin egen lykkes smed.

Ikke nogen guldgrube, ganske vist, men dog var det hans levevej og han levede (nogenlunde) fint med det. En af de allerførste professionelle komponister, faktisk. Alle før ham havde haft ansættelse hos en eller anden fyrste, et hof, en opera eller noget.

Og lod sin egen indstilling præge musikken.

Hvad er nu det for noget ?

Han skrev altså musik efter sit humør !???!

Ja faktisk.

Man kan følge Beethovens liv igennem hans kompositioner. Han blev jo selv klar over hans begyndende døvhed. Dette kan klart mørkes i hans musik. (Ja, ’mørkes’ – det er vel ikke direkte en skrivefejl !)

Den modne Beethoven – omkring de 30 år gammel – var klar til at skrive musik, som var mere uhæmmet personlig, end noget nogen nogensinde tidligere skrevet. Især fra og med hans femte symfoni skete der virkelig noget.

Instrument-udvalget voksede. Men Beethoven sparer på krudtet, så det først fyres af for alvor i de sidste afgørende øjeblikke i symfoniens sidste sats. Her venter der virkelig publikum en overraskelse. Mange basuner, piccolofløjte og kontrafagot sætter virkelig præg på den musikalske oplevelse.

Måske lyder det ikke så revolutionerende for vores sløvede ører, der har hørt lidt af hvert. Men for datidens publikum var det en omvæltning af de helt store, da de jo var vant til langt mildere klange fra Wiener-klassismens vellydende – og ikke så voldsomme - klange.

Beethoven bragte så at sige VOLDEN ind i musikken. Han gjorde det med et udvalg af instrumenter, der nok havde været anvendt hidtil, men med en kraft og styrke – en overraskelse – som var helt fornyende i den klassiske musik. Tænk bare på de store kor-passager i hans 9. og sidste symfoni. Han brugte ikke disse kraftige effekter hele tiden, men med indsatser af kortere varighed. Beethovens påvirkning på den musikalske udvikling er således især, hvordan han anvender de forskellige instrumenter, og ikke så meget hvilke han egentligt benytter sig af.

Og som følge af hans behov for overraskelser, måtte musikerne ofte indøve endog meget vanskelige passager, for at kunne være med. Hos Mozart forekom den slags aldrig, men hos Beethoven var de bare naturlige.

Beethoven valgte datidens instrumenter for deres individuelle muligheder. Han arbejdede egentligt ikke så meget med udviklingen af hele orkesteret. Så der er jo meget at komme efter for eftertidens mange betydelige komponister.

 

Det delte Europa

En næste betydelige aktør på den musikalske scene kunne f.eks. være tyskeren Carl Maria Friedrich Ernst von Weber (1786-1826). (Han var faktisk fætter til Mozarts hustruThe bust of Weber in Eutin, Constanze)

Han tilføjede et ekstra element i sine kompositioner – hvoraf operaen Jægerbruden (1821) var det eneste rigtige eftermæle efter Weber (plus et par klarinet koncerter). Her tilføjede han SKOVEN.

Altså stemningen, som kun findes i skoven. Den frembragte han ved en meget bevidst anvendelse af sammensætningen af instrumenterne. Klangfarven i orkesteret var skabt ! Han benyttede orkesteret omtrent som en kunstmaler, der bruger nuancerne i sin palet.

Men parallelt med denne udvikling i Tyskland, skete en meget mere markant udvikling andre steder i Europa. Mest i Frankrig (det var jo efter revolutionen, husker vi nok) samt også i Østrig.

 

Strauss-dynastiet i Wien

Johann Strauss (1804-1849) er faderen i dynastiet. Hans forældre var kro-bestyrere, og han selv blev sat i lære som bogbinder. (En uddannelse han faktisk fuldførte i 1822). Men af kulturelle årsager fik han tillige undervisning på violin. Og heldigvis for det, da !

Han blev snart optaget i Lanner strygekvartetten, som spillede gamle tyske danse som underholdning. Josef Lanner (1810-1843) skulle han snart blive rival og musikalsk konkurrent med i den Wienske "underholdningsindustri". Han blev vicedirigent under Lanner, og snart dannede de et supplerende orkester, da efterspørgslen efter underholdende dansemusik var stor. Nu lå konkurrencen lige under overfladen mellem de to. Men de forblev dog venner, da der var så rigeligt at spille til.

Strauss begyndte at skrive musik til sit nye orkester, og det viste sig, at han var ret god til det. Hvis man skal sige noget om en påvirkning på den musik-historiske udvikling, så er det faktisk ikke så meget. Han tilførte egentligt ikke noget. Men han tog gamle tyske danse, f.eks. ländler og vals og med nogle rigtigt gode, nye melodier fik dem forfremmet fra nærmest bonde-musik (i modsætning til aristokratiets menuetter m.fl.) og de blev til den Wienske national-dansemusik. Og han turnerede i mange lande i Europa. Ikke kun med valsene, men også med andre gode melodier. Hans mest berømte musik er Radetzsky March fra 1848.

Han begyndte også at opkræve entre til koncerter / danseaftner, hvor man ellers tidligere havde nøjes med en frivillig indsamling blandt de fremmødte, og derved opnåede indtægter baseret på disses velvillighed. Men nu blev det til en mere fast indkomst.

Johann Strauss kaldte sin førstefødte for Johann Strauss (1825-1899). (Hvor smart var lige det ? Nu er vi nødt til at kalde dem for "yngre" og "ældre"...Dernæst fik han børnene Josef Strauss (1827-1870) samt Eduard Strauss (1835-1916). Han fik også to piger - Anna og Therese, men de har ikke sat sig store spor i historiebøgerne....)

(Eduard fik to børn, som han af familiemæssige traditioner straks kaldte Josef og Johann, samme navne som hans egne brødre. (Julegave-uddelingen må have været særdeles vanskelig i den familie !!!)  Så må vi vel kalde ham, som blev til noget (lidt) indenfor musikken, for Johann baby eller sådan noget...)

Tilbage til den gode gamle Johann den ældre. Måske på grund af hans mange turneer, gik hans ægteskab ikke ret godt. Det fik ham til at tage en elskerinde, Emilie som han fik seks børn med. Da han vedstod fadderskabet til den første lille pige, opdagede hans hustru Maria Strauss det naturligvis, og søgte skilsmisse. Og det satte noget igang.

Gamle Johann havde nemlig forbudt sine sønner at forsøge sig indenfor musikken. Han havde sikkert selv oplevet alt for trange kår. Johann blev sat i banklære, Josef i militæret og Eduard indenfor diplomatiet på det Østrigske konsulat. Men nu efter skilsmissen gav moderen lov og så var den musikalske vej banet for lille Johann. Og han var faktisk langt større musik-begavelse end faderen. (og end brødrene Josef og Eduard, som også straks kastede sig over musikken).

 

The Waltz King coming to life in the Stadtpark, ViennaJohann Strauss den yngre - var eminent til valse (og anden populærmusik). Han blev kaldt valse-kongen, allerede mens han stadig levede. Og mange af hans værker er evergreens - An der schöne blauen Donau (1867), som den mest kendte og elskede.

Johann den yngre har nok tilført musik-historien en smule. Han udvidede orkesteret, så lyden blev mere stor og klangene betydeligt mere varierede. Men ret beset, så var alle Strauss'erne vel blot dygtige musikere, som havde øre og talent til at skrive stribevis af ørehængere.

Det var ikke kun valse. Men også masser af polka'er og marcher er på repertoiret. Samt en enkelt ballet, en opera samt en stribe operetter.

 

The young Offenbach playing the cello. Circa 1840Disse operetter var opstået i Frankrig omkring år 1855 - muligvis startet op af franske Jacques Offenbach (1819-1880). Han delte musikken til den franske Opera Comique (svarende til den traditionelle, italienske opera), så noget af handlingen skulle synges som en opera, andet skulle tales, som en skuespil. Operetten var skabt. Og Offenbach skrev over 100 af dem. Strauss den yngre skrev også mange, men ikke nær det tal.

Og med Offenbach er vi i Frankrig.

 

Musik som var for alt svær at spille for musikerne

Cabinet card photo of Hector Berlioz by Franck, Paris, ca. 1855.I Frankrig var det franskmanden Hector Berlioz (1803-69) som i 1830 skabte sensation med sin Symphonie Fantastique. Den siges at handle om en stormfuld kærligshedsaffærde, muligvis med udgangspunkt i Berlioz' eget liv, og kulminerer i en opiumsrus, hvor hovedpersonen forestiller sig sin egen henrettelse samt hekse sabbat med den tilbedte blandt de medvirkende i det show. Fantastisk musik, intet mindre !

Et af de meget få enkeltværker, som faktisk har haft en betydelig indvirken på musikkens udvikling.  Berlioz var efter eget udsagn netop inspireret meget af Beethoven og Weber. Men også af udviklingen af musikken i Frankrig.

Her eksperimenterede man meget. Især med klangen fra orkesteret - blæsernes rolle blev mere og mere fremtrædende. Berlioz fik en hel forkærlighed for blæserne.

Fra Beethoven hentede han det skarpe og ildfulde, men gjorde det endnu mere markant med Es-klarinet, piccolofløjter, basuner og mange andre kraftfulde blæsere. Selv kirkeklokker indgik i hans fantastiske symfoni’s sidste satser.

Berlioz stræbte ikke efter en samlet klanglig pragt, men mere efter en mangfoldighed, klangligt såvel som rytmisk. Måske var det i realiteten hans rytmik, som datidens publikum stod meget uforstående overfor.  Komplekse, uvante rytmer og gennemførte instrumentale klanglige idealer. Berlioz krævede det ypperste af sit orkester – men fik det faktisk sjældent !

Hvis orkesteret ikke har haft tilstrækkeligt med prøver, så vil de krævende rytmer fremstå noget kluntede, og balancen i klang bliver diffus. Selv om datidens orkester standard var klart forbedret, så eksisterede egentlige eliteorkestre ikke endnu. Men Berlioz komponerede som om de gjorde.

Til uropførelsen, som Berlioz ikke engang selv dirigerede (det var Francois Antione Habeneck) sad flere prominente gæster i salen – Liszt, Wagner og flere andre.

Selv musikere, som ikke rigtigt brød sig om Berlioz’ musik, kunne ikke andet end at blive imponeret af hans epokegørende måde at behandle orkesteret på. Og de kunne let lære en masse, for Berlioz skrev det hele i sin bog - instrument-lære i 1844. Datidens musikalske bibel.  

Berlioz eksperimenterede også med orkesterets størrelse. Til hans "Requiem" har han f.eks. forsøgt sig med at stille kor-og orkester op i to grupper, som en slags stereofoni (ligesom Gabrieli gjorde allerede i 1597), og han foreskrev "mindst 108 strygere, 20 træblæsere, 12 hornister, fire separate messinggrupper på hver 10 samt masser af slagtøj - 16 pauker, 10 bækkener og en hel del mere slagtøj."  Ved premieren i Invalidekirken i Paris i 1837 medvirkede der ialt over 200 musikere og endnu flere sangere. Et kæmpe orkester. Berlioz brugte dog kun det samlede "arsenal" ved nogle få, storslåede højdepunkter i hans musik.

Men Berlioz var alt for omstridt til at lede regelmæssige koncerter. Det var faktisk kun en meget lille skare, der anerkendte ham for det musikalske geni, han var. Den franske hovedstad (musik-hovedstad) har aldrig så’n rigtigt taget ham til sig.  

Faktisk er hans baggrund lidt usædvanlig. Han var lægesøn i en fjern fransk provins og fik som barn ikke rigtigt nogen musikalsk uddannelse. Spillede sporadisk guitar, lidt fløjte og lidt klarinet. Som 20 årig fik han ansættelse ved flere aviser som musik-kritiker. Han komponerede som nævnt den fantastiske symfoni i 1830, da han var en 27-årig konservatorie studerende. Senere i 1839 blev han faktisk ansat på musikkonservatoriet i Paris - som inspektør ! Og fra 1852 forfremmet til bibliotekar !

Men Paris vedblev med at være musikalsk hovedstad – en af flere. Og Konservatoriets orkester blev stærkt besat (85 mand, heraf 60 strygere), så det blev efterhånden Europas fremmeste.  Ikke mindst fordi man havde indset, at der skulle mange prøver til. Det hidtidige forløb med bare een prøve forud for koncerterne var ikke længere nok.

Ved konservatorie-orkesterets debut i 1828 kastede man sig straks over Beethovens værker. Men især den krævende 9. symfoni var først klar til opførelse tre år senere – i 1831.

 

En af tilhørerne til denne opførelse var tyske Richard Wagner (1813-83). Og han blev ret begejstret.Richard Wagner in 1871(Se bare hvor glad han ser ud på billedet.....)

Vi har hidtil skrevet om komponister, der har påvirket musikkens udvikling. Lige nu var det altså musikken, der påvirkede komponisten Wagner. Musik, som den tyske komponist altså hørte i Paris. Et så detaljeret og fuldendt orkesterspil havde han endnu aldrig hørt før. Hans musikalske liv tog en drejning.

Hjemme i Dresden ville han selv opføre Beethovens 9., men operaens ledelse forsøgte at bremse projektet. Man havde tidligere forsøgt med meget ringe held. Fiasko, faktisk. ”En forvirret komponist”, var anken imod Beethovens svære musik. ”Der ville aldrig kunnet samles tilstrækkeligt publikum”. Masser af modstand. Men Wagner stod heldigvis fast. I kraft af dygtig foromtale fik koncerten mere publikum, end nogensinde set før. Podiet var blevet ombygget, så orkesteret var midtfor, og to kor omgav det med effektfuld musikalsk udbytte til  følge.

Koncerten blev enorm succes, som gav genlyd over hele Europa.

Den vanskelige musik havde fundet sit publikum.

Og Wagner havde lært en værdifuld lektie – prøver, prøver og atter prøver. Hans egen Tristan og Isolde (1865) krævede over 100 prøver, og Tannhauser (1861) hele 150 prøver.

Wagner udnyttede orkesteret mere og mere mesterligt. Udgangspunktet var Beethovens dobling af blæserne, især træblæsere. Og efter at have komponeret Lohengrin besluttede Wagner sig for at lave musik til et sagn-eventyr – Nibelungens Ring. Det blev til en saftig sag. Fire hele opera’er på hver omkring fire timer, som kunne spilles selvstændigt, men som ind imellem spilles i forlængelse af hinanden. 16 timers musik !

I disse mange, mange timers musik blev orkesteret samlede muligheder udnyttet endnu mere end nogensinde tidligere. Hver person og hver figur fik sit eget lille let genkendelige tema, og selv de gode og ondes kræfter om verdensherredømmet kunne tydeligt høres i musikken.

Wagner fandt også ud af, at rigtig mange musikere indebar en særlig effekt. I de kraftige passager, kunne de mange musikere hver især fortsat koncentrere sig om at bevare en smuk klang, selv om det hele skulle være rigtig kraftigt. Ikke noget med skingre, uskønne toner her. Men selv i de sarte passager kunne de mange musikere forbedre klangen. Alle musikere har visse forskelle i klang og vibrato. Men hvis de er mange nok, så udviskes disse forskelle, så selv en (stor) gruppe nogenlunde gode instrumentalister kunne frembringe et langt mere jævnt og smukt piano og pianissimo, end nogle få kunne, uanset hvor dygtige disse måtte være.

Den hornkvartet, som Beethoven havde anvendt, blev du fordoblet til otte horn, samt fire af hver trompeter og basuner. Hertil kommer flere nye instrumenter, især de dybere instrumenter. Det er her den såkaldte Wagner tuba fødes. Et dybt klingende messinginstrument, men som regel spillet af orkesterets hornister med tilhørende lille mundstykke. Orkesteret voksede til over 100 musikere. Når nutidens orkestre har Wagner på repertoiret, skal der derfor indkaldes særdeles mange ekstra assistenter.

Noget der virkeligt adskiller Wagner fra hans forgængere, var at han lagde meget vægt på samklangen. Der kunne da være visse flotte solo-indslag, som kontrast, men den samlede klang var blevet til det vigtigste. Vellyd !

Selv om Wagner udviklede en meget kraftig lyd med sit ofte meget store orkester, så havde det rå og hårde absolut ingen plads hos ham. Ikke selv i de mest dramatiske øjeblikke.  

Wagners indflydelse på samtid og efterfølgere var enorm. Næsten ingen kunne undgå at blive påvirket i et eller andet omfang. En af dem var østrigeren Gustav Mahler in 1909Gustav Mahler (1860-1911), som også eksperimenterede med udnyttelsen af orkestre – i store mål.  

Han fik også øjnene op for slagtøjet. Som hidtil havde det normalt blot været pauke, stortromme, bækken og triangel. I opera måske også en lilletromme i visse passager. Men Mahler så potentialet i slagtøj. Han brugte op til 20 forskellige slagtøjsinstrumenter med stor effekt. Og endnu flere blæsere, end Wagner.  

 

En anden, som var inspireret af Wagner, var tyske Richard Strauss (1864-1949). (Ikke at forveksle med Strauss-dynastiet i Wien. Der var ingen familiemæssige bånd. Strauss var et nogenlunde almindeligt navn på den tid. Richard Strauss blev født i Munchen.) Han elskede store orkestre med masser af forskellige instrumenter. Men han var også meget præget af hans yndling – Mozart. Dennes gennemsigtighed i det lille orkester var en mærkelig kontrast til de megastore orkestre. Richard Strauss forsøgte at forene dette, iklædt sin egen fortolkning, naturligvis.

Han lagde også vægt på virtuositet i en grad, der sjældent var set før. Berlioz havde været lidt inde på det, men datidens orkestre havde slet ikke været modne til det. Det var de nok heller ikke på Richard Strauss’ tid, selv om niveauet var blevet markant hævet siden da.

Det fortælles, at under en prøve havde hornisten beklaget sig. ”Herr musikprofessor, jeg er ikke i tvivl om, at De uden besvær kan spille denne passage på klaver, men på Waldhorn er det helt umuligt !”

Hertil svarede Richard Strauss : ”De tager helt fejl, min gode mand. Jeg kan heller ikke spille det på klaver !”

For at spille Strauss’ musik perfekt, måtte hele orkesteret bestå af lutter solister. Men det gjorde orkestrene jo aldrig. Nogle stykker, sikkert. Men ikke dem alle.

Men i virkeligheden lagde Strauss nok ikke så meget vægt på det absolut perfekte, men mere på mangfoldigheden og det udtryk, der afstedkom af den svære musik. Karakter og helhedsindtryk mere end den fantastiske præcision, som nutidens orkestre forsøger at spille med, når Richard Strauss er på programmet. Nok lidt forfejlet, egentligt. Heldigvis har vi flere indspilninger af den gamle mester himself. Nu er pladespilleren opfundet. Vi er jo snart inde i atomalderen. Richard Strauss døde i 1949.

 

I 1800-tallet var der også noget, der hed Rusland.... Nikolai Rimsky-Korsakov

Her var der flere komponister, som slet ikke var musikere ! Komponister uden uddannelse !

Nikolaj Rimskij-Korsakov (1844-1908) var feks. sømand. Officer, faktisk.

Men han var også en af verdenshistoriens bedste til orkestrering.

Han var meget inspireret af franske Berlioz, med dennes klare ofte dissonansbetonede instrumentation. Men uden hans lidt for grelle effekter.

Rimskij-Korsakov tog mere Wagners vellyd til dig, omend han var meget inspireret af russisk folkemusik og i det hele taget sit lands historie og folkesagn. Ikke kun fra den europæiske del af Rusland, men mindst lige så meget fra Asien.

Rimskij-Korsakov skrev ikke bare musik. Han skrev også en rigtig god bog – ikke nogen spændingsroman, men derimod en indføring i orkestrering, som han jo var så fænomenal god til. Bogen blev udgivet i 1913 – et par år efter hans død, men den blev mindst lige så vigtig som Berlioz bog med instrument-anvisninger. Hvor Berlioz beskrev de enkelte instrumenters muligheder, var Rimskij-Korsakov’s anvisninger meget mere rettet imod sammensætningen, og klangene mellem de forskellige instrumenter imod hinanden.

 

Modest Petrovich Mussorgsky, 1870.Derimod var Tjenestemanden Modest Mussorgsky (1839-81) helt uden musik-uddannelse. Han havde stærke meninger om, hvordan musikken skulle lyde. Med lidt dunkle, hemmelighedsfulde farver som dominerende, men hans notering og ikke mindst orkestrering var meget mangelfuld. Nærmest ubehjælpsom. Han efterlod flere ufærdige værker, men musikalsk omsorg fik bl.a. Rimskij-Korsakov til at instrumentere flere af dem. Dog med tydelig påvirkning af dennes egen musikalske smag, så senere måtte Sjostakovitj lave nye orkestreringer, som lå betydeligt tættere på Mussorgsky’s oprindelige tanker. (Du kan evt. læse mere om Sjostakovitj på vores side med historier om forskellige komponisters små og store særheder) 

Det nok mest betydelige værk er "Udstillingsbilleder", som blev skrevet som en hyldest til arkitekt og kunstneren Viktor Hartmann, som døde mere eller mindre i ubemærkethed i 1873. Venner tog initiativ til en udstilling af mere end 400 malerier af Hartmann i begyndelsen af 1874 i St.Petersborg. Og så var det, at Mussorgsky komponerede sin suite - vandringen igennem udstillingen og den musikalske beskrivelse af 10 udvalgte billeder. Altså meget malerisk musik. Suiten er komponeret for klaver (virkeligt virtuos !), men er arrangeret for orkester af flere, det mest spillede er arrangeret af Maurice Ravel (1875-1937). (Det er ham med "Bolero") Fantastisk musik. Man kan tydeligt høre f.eks. "Hanekyllingernes dans i æggeskallerne", eller "Katakomberne" eller "Den store port i Kiev" for bare at nævne et par af malerierne / musikstykkerne. Vandringen bindes sammen af et lille karakteristisk tema, "promenade", som spilles på forskellig vis og forskellige instrumenter imellem de forskellige billeder.

 

Tilbage til Europa

Den fransk-tyske krig i 1870-71 gav – så at sige - genlyd i musikken.

I begyndelsen var indflydelsen fra tyske Wagner enorm, men efter krigen udviklede der sig en vis modvilje imod, hvad der var tysk. I Frankrig forsøgte man at fremme den hjemlige musik, og mange også ikke-franske gjorde sig umage for at komponere på "fransk".

Og typisk for den franske udvikling var inspirationen fra de mere eksotiske kulturer. Nordafrika, Lilleasien og mange andre. Men der var også en anden udvikling i gang. Som modvægt til den fremherskende opera og ballet, satsede man på orkestermusik for musikkens egen skyld. Og så var musikken jo ikke længere bare en lyd-kulisse, men måtte have sit eget levende liv. Komposition blev med eet langt mere krævende. Og det påvirkede al slags musik fra nu af.

Georges BizetEn af de første, der dyrkede dette nye til fuldkommenhed, var franske Georges Bizet (1838-75). Galli-Marié was the original Carmen Hans mesterværk Carmen viser tydeligt, hvordan orkesteret leverer stemningen - en fyrig spansk landsby, hvor handlingen udspiller sig, med alle de forviklinger og psykologiske spil, der indgår. Hvis Carmen-figuren kom dansende ind på scenen i en tækkelig lang, hvid kjole, ville det være helt forkert. Musikken kræver simpelthen, at det skal være en farvestrålende kjole i knaldrøde nuancer ! Intet mindre kan leve op til denne sprælske musik.

Musikken er fyldt med koloristiske effekter, men egentligt uden at kræve så meget. Bizet benyttede sig af få men virkningsfulde midler. F.eks. en pludselig piccolofløjte som "skriger" hen over de øvrige blæseres spil. Musikken var fyldt med masser af disse effekter, som kommende generationer hermed fik en rig kilde at øse af. 

Bizet fik gjort op med de helt store orkestre. Den franske musik fjernede sig fra den massive klang og gik mere i retning af enkelthed og gennemsigt i klangen. Bizet banede vejen hen imod slutningen af det 18. århundrede. Og masser af komponister fulgte i hans fodspor.

 

Claude Debussy, photo by Félix Nadar, ca. 1908.

En af dem var franske Claude Debussy (1862-1918), han nærmest eksperimenterede med orkesteret. Fra nu af var strygerne ikke længere det naturlige og oplagte centrum, og helt nye klange blev anvendt. F.eks. flere spændende skift i tonearten, heltoneskala'er og andre hidtil "forbudte" ting i musikken. Hans La Mer samt balletten Jeux er noget af det mest egenartede, hvor klang og harmoni og rytmer er helt jævnbyrdige. Indtil da uset (uhørt) og har idag opnået mere eller mindre kult-status.

 

En ny tid - vores egen tid

Stravinsky and Pablo Picasso collaborated on Pulcinella in 1920. Picasso took the opportunity to make several sketches of the composer.Den 1. verdenskrig påvirkede alt og alle. Intet var mere som før. Heller ikke i musikken. Russiske Igor Stravinsky (1882-1971) er vel nok den, som i denne brydningstid har haft den allerstørste påvirkning på sine samtidige og efterfølgende komponister.

Han var begyndt helt traditionelt med 'søhelten' Rimskij-Korsakov som udgangspunkt. (Nå ja, helt traditionelt var det måske ikke. Han opgav faktisk sine jurastudier for at blive elev hos Rimskij-Korsakov.) Men snart skulle alt være ændret. Lige frem til krigen havde mange komponister eksperimenteret med større og større orkestre. Men nu efter krigen gik man i den helt modsatte retning. Og Stravinsky eksperimenterede særdeles meget. I hans 3. ballet "Le Sacre du Printemps" fra 1913 er det blæserne og slagtøjet, der dominerer. Strygerne er gjort helt sekundære. Ballettens handling kredser om et forhistorisk hedensk Rusland, hvor offer-ritualer var dagens orden. Det kræver naturligvis en hel del af musikken, som Stravinsky nærmest har gjort kantet, kompleks og til tider direkte uskøn, med uregelmæssige rytmer og skarpe klange. Denne musik har naturligt nok opfordret til helt fantastiske opsætninger af balletten, og har da også påvirket mange komponister efter ham. (Det er næsten som film-musik. Prøv at lukke øjnene næste gang du ser en spændingsfilm. Så har du fat i lidt af Stravinsky's ideer med musikken. En bil, der drøner afsted, og en mand der løber ud af et brændende hus m.m. Kan du høre film-musikken ? Stravinsky's musik lød næsten sådan, og selv om filmen faktisk fik lyd på i 1927, så var Stravinski's musik jo slet ikke skrevet til filmen.)

For øvrigt siges ur-opførelsen af "Sacre" i 1913 i Paris at have været en af 1900-tallets mest legendariske skandaler i det europæiske musikliv. Der var så meget tumult blandt tilskuerne, at danserne havde svært ved at høre musikken ordentligt ! Men det var jo også en voldsom og blodig handling, samt en helt tilsvarende musik. Ikke underligt at tilhørerne kom i en vis affekt.

Stravinsky ville ændre på den besætning, som havde huseret i orkesteret i mange år. Hans ballet "Les Noces" har slet ingen strygere eller blæsere. Orkesteret består af fire flygler samt et rigt arsenal af slagtøj. Den efterfølgende "Salmesymfonien" var lidt mere almindelig, men dog med femdobbelte træblæsere (ingen klarinetter), og strygergruppen består kun af celloer og basser. Hans jazz-inspirerede "Ebony Concerto" har en saxofon gruppe og trompet gruppe på hver fem samt eet horn, tre basuner, slagtøj, klaver og harpe. Mulighederne for forskellige kombinationer var uendelige.

 

Alle disse eksperimenter viste vejene frem for mange andre. Anton Webern in Stettin, October 1912Een var østrigeren Anton Friedrich Ernst Webern (1883-1945). Han foretrak små orkestre, f.eks. var blæserne bare een af hver, men i hans musik var en tæt vekslen imellem instrumenterne. Tidligere ville instrumenterne måske afløse hinanden med forskellige tema'er eller små melodi-stumper. Men Webern tog skridtet fuldt ud og lod instrumenter skiftes fra tone til tone ! Og ind imellem med spring i oktaverne fra dybe til høje instrumenter og omvendt. Der er stort set ingen steder i musikken, hvor alle i orkesteret spiller alle sammen. Ofte bare een eller nogle få instrumenter. Disse toner blandet med små pauser blev kaldt punktmusik. (ikke punk-musik, den kom først til meget senere...)

Det eneste værk fra Webern, der kan kaldes en symfoni, er besat med en blæserkvartet (klarinet, horn m.m.) plus en strygekvintet. Og hele symfonien varer bare ti minutter.

 

 

En ny tanke - koncerter, hvor publikum ikke har adgang !

Andre eksperimenterede endnu mere. Her tænker vi på østrigeren Arnold Schönberg (1874-1951). 

Han tilskrives som opfinderen af tolvtonemusikken, som blev udviklet omkring 1920. (Hold Jer for ørerne !) Hidtil havde musik været i en eller anden toneart i enten Dur eller Mol. Man anvendte således kun den aktuelle tonearts 7 toner i musikken. 

Faktisk havde symfonien efterhånden fået en meget fast form. Fire satser - først en hurtig, så en langsom, derpå en dansende menuet-agtig sats og til sidst en fyrig afslutning. Første sats i "sonate-form". Det betyder, at den indledes med to kontrasterende tema'er - det første i grundtonearten, det andet i dominanten. Derefter udforskes og udvikles disse tema'er i fjernere liggende tonearter, hvor de til sidst vender tilbage til grundtonearten - hvor både det første og det andet hovedmotiv gentages i grundtonearten. Denne sonateform kunne også anvendes til de efterfølgende satser. Sidste sats ville ofte indeholde en gentagelse af en række tema'er fra de øvrige satser. 

Dette var opskriften på en symfoni.

Men for Schönberg var dette da alt alt for snærende bånd. Hans nye regler var derfor meget mere simple - man anvender samtlige halvtoner i en oktav indenfor et musikstykke, et tema, en frase mm. 12 toner i alt. Og alle toner er lige vigtige. Der er ingen grundtone, terts, dominant mm. Musikken kommer til at bestå af nogle tonerækker, som kan gentages med andre toner som startpunkt, spilles omvendt, bagfra m.v. Det kom til at lyde meget mærkeligt i datidens musikpublikum. Også i vores ører er det meget uvant - ofte direkte uskønt. Men Schönberg holdt sig trods alt indenfor den hidtige måde at komponere på. Dvs. Strukturen (se "opskriften ovenfor"), samt symfoniorkesterets besætning, (hvis det da ikke bare var for flyglet, han komponerede). Man sagde, at hans musik lød som "Brahms, bare med en masse forkerte toner"

Politisk har Schönberg helt sikkert været radikal !

Han blev jo født i en jødisk familie i Wien i 1874. I 1898 konverterer han til kristendommen. Så skulle en vej igennem tysk musikliv være sikret. I 1901 blev han således orkesterdirigent i Berlin. Allerede i 1903 flyttede han tilbage til Wien for at begynde at undervise. I 1911 finder vi ham igen i Berlin som underviser. Året 1915 er han i Wien og fra 1925 i Berlin. Her konverterer han tilbage til jødedommen, og må så selvfølgeligt flygte fra Hitler og nazisterne - via Frankrig til USA, hvor han blev boende til sin død i 1951. Hans musik blev i Tyskland anset for laverestående, sammen med jazz og swing.

I marts 1913  dirigerede han en koncert med værker af ham selv og hans to trofaste oprindeligt elever, men efterhånden venner og musik-ligeværdige i udforskningen og udviklingen af den nye eksperimenterede klassiske musik, Anton Webern (se evt ovenfor, hvis du har glemt, hvad du lige har læst) og Alban Berg. Meget 'spændende' musik på programmet. Eller måske nærmere 'stærk tobak' !!! Under nummeret - Alban Bergs første orkesterværk - de fem "Altenberg-lieder", allerede under den anden lied, opstår der så megen tumult blandt publikum, at politiet må tilkaldes for at skabe ro og orden igen. Og koncertens arrangører arresteres.

Der kom også protester imod nogle sange, som Schönberg havde fået opført nogle år tidligere, og således at det normdannende MusikVerein i Wien næstede at lade værkere opføre, fordi de indeholdt dissonanser, som ikke var generelt accepteret i de musikalske lærebøger.

Han stifter i 1918 "Forening for musikalske privatopførelser". En lille lukket klub, hvor publikum ikke har adgang. Der opføres alene musik for særligt indbudte, som åbenbart kan lide at lide sammen, under den begyndende eksperimentering med tolvtone musikken.

 

Men det bliver endnu vildere...

Hvor vi hidtil har omtalt komponister, som påvirkede samtid og eftertidens komponister, så er det nu nærmere omvendt. Nye komponister (ingen nævnt, ingen glemt) forsøgte at gøre alting anderledes end hidtil. Negativ påvirkning kunne man kalde det, selv om det nok giver lidt forkerte associationer. Omkring 1950'erne hvor båndoptageren, og dermed elektronisk musik, havde sit indtog i orkestermusikkens opførelse, havde tolvtone musikken rigtigt sin storhedstid. Men komponisterne forsøgte - igen - at skille sig ud fra fortidens musik. 12-tone systemet blev udvidet til også at omfatte rytmen, tonernes længde og alt muligt andet, som kunne deles i tolvtedele. 

Flere komponister rendte sur i deres egne komplicerede tonerækker og tidstabeller. Man kunne således opleve en koncert, hvor der tydeligvis (hvis man altså fulgte med i partituret) blev spillet mange gale toner. Men bagefter ville komponisten takke for en rigtig god og autentisk opførelse af hans værk !

Stilarten blev nu kaldt seriel musik for at distancere den (lidt) fra den oprindelige / originale tolvtone musik. Men det er (heldigvis) ikke særligt tit, at denne avantgarde musik opføres. 

 

Nu også musik.....uden lyd !!!

En af de mere ekstreme komponister er amerikaneren John Milton Cage jr. (1912-1992). Han var søn af en opfinder, elev hos bl.a. Arnold Schönberg, og så skrev han essays, digte og opskrifter på svampe. Og så altså noget anderledes musik. (Hov, nu fik vi alligevel nænvt een af dem..)

Han udviklede bl.a. tilfældigheds prinicippet. Ikke improvisation som i Jazz'en, men rendyrket tilfældighed. Hans "Winter Music" fra 1958 foreskriver "fra 1 til 20 pianister" og tilhørende symfoniorkester. Og hver enkelt orkestermusiker kan frit vælge - tilfældigt - hvor mange af partitursiderne de vil spille - samt også i hvilken rækkefølge. Derved bliver musikken jo temmelig tilfældig - og forskellig fra gang til gang.

Men det mest aparte nummer er "4'33" fra 1952. Det er ganske vist ikke orkestermusik, men et nummer for klaver. Stykket varer 4 minutter og 33 sekunder, og består i al sin enkelthed af, at pianisten i det tidsrum sidder ved klaveret uden at foretage sig noget !!! Derved bliver det ikke til total stilhed, men til mange smålyde rundt omkring blandt publikum (og måske lyde andre steder fra). Værket består således af alle lyde omkring een, bortset fra dem, der - ikke - kommer fra klaveret. (Skynd Jer ud og købe pladen. Den har fået masser af anmelder roser !!! ;-)

---o0o---

Musik uden lyd. Her må vi vist hellere stoppe. Det har givet en vis mening at give de forskellige perioder i musikken betegnelser - barok, klassisk, romantik m.m. *) Datidens komponister har trods alt holdt sig indenfor en vis ensartet stil, og der har været en løbende udvikling at følge. Men vores tid - efter 1900 - har udviklet sig i så mange forskellige retninger, at en fælles betegnelse er umulig. Måske kan vi om et par hundrede år, når det hele er kommet lidt på afstand. Kig forbi disse sider til den tid, så har vi måske fundet en god og passende betegnelse. Skal vi sige år 2222 ?

*) Den unge Mozart har sikkert tit spurgt sin far : "Den sonate, jeg lige har komponeret for mindre end en halv time siden - hvordan kan den allerede være gået hen og blevet klassisk ?"

Måske kan man sige det sådan, at 1600-tallet var domineret af strygeorkesteret, 1700-tallet af træblæserne, 1800-tallet af messingblæserne, og så endelig 1900 af - tja, slagtøj måske, og efterhånden også elektronisk musik (her har vi bl.a. den førnævnte punkmusik). Men i hvert fald af eksperimenteren.

Det er jo også i vores tid, at jazzen opstår. Og popmusik, rockmusik og meget andet. Men om der er enkelte komponister eller personer i øvrigt, som direkte har påvirket det hele i en eller anden retning, på  samme måde som de fleste af de ovenfor omtalte komponister jo har gjort, tja det er nok noget tvivlsomt.

 

 

Har vi glemt nogen ? Tja, det har vi jo nok. Men alle de ovenfor nævnte komponister har uden tvivl haft en stor indflydelse på den musikalske udvikling. Den tyske komponist Johann Sebastian Bach (1685-1750) har vi sprunget over. Men han har vel også efterladt sig et vist eftermæle, vil nogen sikkert mene. Han var organist og skrev en masse for orgel. Han var muligvis opfinderen af fuga'en. En musikstil, hvor et let genkendeligt tema gentages i det uendelige. Det spilles af mange forskellige måder, nogle gange omvendt og i forskellige tone-lejer. En slags bevægeligt, tredimmensionelt puslespil. Meget karakteristisk. Men om han har haft nogen egentlig påvirkning på den musikalske udvikling i øvrigt, påvirket andre komponister, tja...(eller også ved vi bare ikke nok om orgel-musik ?)

En anden oversprunget man kunne nævne er Louis Armstrong (1901-1971). Var det ikke ham, som opfandt Jazzen ? Njaææh. Jazz opstod i starten af 1900 tallet i Amerika (Chicago og New Orleans), og var nærmest en betegnelse for musik inspireret - og spillet af - afrikansk oprindelse. Louis var en rigtig god trompetist (og sanger) som fremførte god jazz, og gjorde jazzen populær. Men der var mange om det dengang.

Rock musik, det var da Beatles, der opfandt det ? Eller måske var det lidt tidligere, end Beatles første optræden i 1960, at rock'en opstod. Måske med The Rolling Stones , eller The Shadows (med Cliff Richard - i 1950'erne...), eller måske er det mange andre, som har sat rock'n'roll på dagsordenen. The King of Rock N'Roll, Elvis Presley (1935-1977) måske ? Men hans rockmusik var jo noget anderledes, end den Beatles spillede. Og end det, der spilles idag....

Der er mange, som i det 20. århundrede er blevet kendte for en eller anden musik-stil. Måske gjort den mere populær. Men det er vanskeligt med bare nogenlunde sikkerhed at påpege nogen, som har haft direkte påvirkning på musikken, og dermed på andre, efterfølgende musikere. Hvis du alligevel synes, at der er nogen vi har glemt eller overset, eller måske noget af det vi har skrevet, som du synes er noget forvrøvlet sludder, så skriv endelig til os. (webmaster@kjo-dsb.dk) Vi vil være glade for enhver kommentar.

Lars Christoffersen