Lidt om Musikkens hemmelige sprog......

Læs her om hvordan man kan tage grueligt fejl - eller slet ikke forstå noget som helst, når musikkerne taler deres indbyrdes, specielle sprog.

Her kommer  en lille, kort vejledning til at undgå de allerværste misforståelser.

 

 

Musikkens (hemmelige) og mystiske sprog.....

Den der forsøger at træde ind i musikkens verden og forsøger at forstå, kommer til at støde på et par gevaldige problemer. Snart vil man opdage, at hvor musikken for en fordomsfri tilhører måske er nogenlunde til at gå til, så er det sprog musikkerne taler indbyrdes helt anderledes vanskelig at skyde sig ind på.

Hvis der f.eks. er nogen, der siger, at "klarinetten var for høj", så handler det slet ikke om den fysiske højde - hverken af selve klarinetten ej heller af klarinettisten. Det handler heller ikke om, at klarinetten havde lydt for højt. Næh, det er stemningen, der er i spil. Og igen ikke den stemning, der spreder sig, når musikken spiller. Men om at klarinetten var stemt lidt højere, end resten af det ensemble af musikkere, som den var iblandt. Det hemmelige ord er intonation. Evnen til at intonere betyder at kunne rette tonehøjden lidt nedad, så det passer til de andre musikere, mens man spiller. (Eller opad, for klarinetten kunne jo også have været for lav.) Og det med intonation går musikere rigtig meget op i. Hvis det ikke er i orden, klinger det urent. Eller falsk. At spille falsk betyder altså at intonere ved siden af - af hvem ? Af de andre, der spiller.

Er det så umuligt at spille falsk, hvis man spiller solo ? Næh, det kan man sagtens komme til, og så er det, at sproget begynder at blive lidt svært, for vi har jo lige (med nød og næppe) næsten forstået, at det falske var noget med samspillet med de andre, der spilede.

Men det er altså således, at så snart man har spillet den første tone, så har man etableret stemningen - igen ikke den stemning, der breder sig blandt tilhørerne, men altså tonehøjden. Og den næste tone, man så spiller kan jo være enten den samme eller een, som er højere eller lavere. Men den kan altså være både for høj eller for lav - uanset hvor høj den så end er. Den indbyrdes afstand - tonehøjden - imellem alle tonerne er et yderst vanskeligt og forfinet system, som skal passe lige fra den allerførste tone lyder. Man kan altså godt spille falsk med sig selv. Ikke underligt, at musik-sproget kan være vanskeligt at gå til.

Spiller man de helt forkerte toner, så spiller man dog ikke falsk, så spiller man bare forkert.

Næste fælde er farverne ! "Trompeten var meget mørk." Tror du nu, at det handler om trompetens metals farve-nuance ? (Eller ham negeren, der spillede på den ?) Nej, vel ? Når instrumentet klinger varmt, blødt og rundt, taler man om en mørk klang. Er det i den anden ende af skalaen, kaldes tonen lys, og det kan egentlig også godt lyde godt nok. Se det var jo ikke så svært at forstå, men vi er desværre stadig kun ved begyndelsen.

Der hersker en betydelig navne-forvirring. I Danmark benytter vi navne til instrumenterne, som overvejende er hentet fra tysk. Dette er i strid modvind til de navne, der bruges på engelsk/fransk. F.eks. hedder det på dansk en bratch - og ikke en viola, en fagot - og ikke en bassoon. Sidste må ikke forveksles med en basun, som er et messing blæseinstrument, men som forresten hedder trombone på engelsk/fransk. Waldhornet hedder på engelsk/fransk et french horn, og det er sjovt nok fordi det rent faktisk blev opfundet i Frankrig. Endelig ikke at forveksle med et engelsk horn, mere herom lidt senere....

Forvirret ? Det bliver meget værre...

Det instrument, man i mange lande kalder et piano, evt fortepiano eller pianoforte, undertiden et flygel, det kalder vi i Danmark for et klaver. I musikken betyder piano noget helt andet, nemlig at spille svagt. Altså ikke spille dårligt, men bare ikke så højt - altså ikke den fysiske højde, men....hrmmm....kraftigt ! Altså spille ikke kraftigt. Det er piano. Men et piano, det er et klaver. Nå ja, bortset fra dem, der spiller jazz. De må gerne kalde deres klaver/flygel for et piano. Men selv om vi i Danmark normalt kalder en spade for en spade (rock-folket opfatter nok her mest betydningen guitar), så holder vi fast i at kalde flyglet for klaver !

Og, hold nu fast...et ensemble, der består af en violin, en cello og et flygel, det kalder vi for en klaver-trio. Og et flygelhorn er hverken et flygel eller et horn, men en slags trompet. Engelskhorn er meget værre, for det er hverken engelsk eller et horn, men derimod en alt-obo, mens bassethornet (trykket ligger på anden stavelse, ellers er det bare en hund) er en alt-klarinet.

I den rytmsike musik er der endnu flere faldgruber. Her driller ordet horn. Det fine waldhorn er naturligvis et horn, men dog sjældent brugt i den rytmsike musik. Men horn, det er også alle mulige andre instrumenter, som man kan putte i munden og blæse på. Trompeter, basuner, selv tuba'en er et horn. De er allesammen horn.

Forvent ingen logik, når det gælder musikkens mystiske og hemmelige sprog.

Men nu bliver det virkeligt sygt ! En strygekvartet består af fire strygere, og en blæserkvintet af fem blæsere. Kvartet og kvintet. 4 og 5. Så langt så godt. Men f.eks. en fløjtekvartet består af een fløjte og tre strygere. Og en klaverkvartet ikke er fire klaverer, men eet flygel og tre strygere. Og hør nu godt efter - aehh - læs nu godt efter... Musik disse forskellige ensembler spiller, kaldes normalt for kammermusik. Samler man en lidt større besætning af musikere kaldes det ofte et kammer-orkester. Men de spiller altså ikke kammer-musik, men derimod orkestermusik. Et kammer-orkester er altså mere orkester end kammer. Præcis ligesom en havelåge er meget mere låge end have !

Og så er musikere skam fine folk. Hvis man f.eks. spiller i en strygekvartet, så spiller man ikke i orkester. Det er nemlig meget finere at spille i en kvartet. Og så øver klassiske musikere ikke, når de holder "øveaften". Næh, de prøver. Øve, det er noget man gør alene derhjemme. Og så skal man ikke spørge : "Spiller du trompet ?" Forkert. Det hedder "Spiller du trompet?" Hvad så med : "Spiller du trommer ?" - nej. "Spiller du trommer ?" - heller ikke ! Lige netop disse musikere håndterer jo adskillige instrumenter, som de skal slå kraftfuldt på - men uden at slå dem sønder og sammen. Det er en ikke bare en trommeslager, men en janitshar, for det er meget finere ! Men sig det endelig ikke til ham ved paukerne. Han er paukist, og det er endnu finere. Sådan er det altså bare.

Endelig kommer vi til een, som slet ikke spiller. Det er Dirigenten som mange steder i udlandet kaldes for Maestro, uden at det lyder hverken krukket eller latterligt. Men i Italien bruges ordet Maestro om alle og enhver med et instrument. Og de italienske musikere, som også underviser skal mindst tiltales professore.

Nu burde enhver være nogenlundet rustet til at mænge sig med musikerne, f.eks. i pausen eller lige efter en koncert - og endda forsøge at tale lidt med. Men fortvivl ikke, hvis det ikke går helt 'lyde-frit'. Når musikken spiller, så er det jo altsammen helt ligemeget !

----o0o---